Forside Sport Stigende tendens blandt hundeejere: Vi har for travlt

Stigende tendens blandt hundeejere: Vi har for travlt

dog, light, hund, lys, lygt, lykt, vinter, winter, dark, mørke
Shutterstock.com

Måden vi herhjemme prioriterer vores firbenede venner har ændret sig, viser nye tal.

Lige nu læser andre

I 2025 blev der ifølge Dansk Hunderegister registreret 53.054 nye hunde, knap 10 procent færre end året før. Samtidig ses en tydelig bevægelse mod mindre og mellemstore hundetyper og et skifte i måden, danskerne vælger hund på.

“Hundekøb er i dag mere præget af hverdagsrealiteter end af impulser. Tid, økonomi, bolig, arbejdsliv og livsstil spiller en større rolle, og det afspejler sig tydeligt i både antal og type af hunde”, siger Lotte Evers, hundeekspert og marketingchef hos Agria Dyreforsikring.

Efter coronaårenes ekstraordinært høje registreringstal har hundemarkedet fundet et lavere, men mere stabilt niveau, vurderer marketingchefen:
Flere er tilbage på arbejdspladsen, boligformer er blevet mere kompakte, og samtidig er det blevet markant dyrere at have hund: Udgifter til dyrlægebehandlinger er steget mere end den generelle inflation, og priser på foder og udstyr er også vokset siden 2020. Det gør hundehold til en større økonomisk beslutning end tidligere.

“Det betyder, at flere vælger en hund, der er mere overskuelig i størrelse og omkostninger, og derfor ser vi en forskydning mod de lidt mindre hunde; de er nemmere at have med til venner og familie, kræver ofte mindre plads, spiser mindre foder og lever generelt længere. Det virker til at være noget, der passer bedre til mange danskeres hverdag”.

Pudlens skjulte popularitet

Selv om de mest populære racer fortsat tæller labrador retriever, golden retriever og bichon havanais, fylder blandingshunde stadig mere i det samlede billede. Udviklingen peger på en fortsat stor interesse for de krølpelsede små og mellemstore blandingshunde. I den bevægelse spiller pudlen en særlig rolle. Den klassiske pudel ligger højt på listen over danskernes favorithunde i 2025, men dens reelle indflydelse på de hunde, danskerne vælger, rækker langt videre, fordi dens egenskaber genfindes i mange af de mest udbredte blandingshunde:

Læs også

“Pudlen gemmer sig bag mange af Danmarks allermest populære krydsninger. Når vi ser på tværs af registreringer og forsikringsdata, bliver det tydeligt, at mange i praksis vælger de pudelbaserede krydsninger ud fra en opfattelse af, at de er sundere og har et nuttet udtryk. Ønsket om en sund og social familiehund med et nuttet udseende bliver for mange lig med en “doodle” eller en “poo”.

Hun understreger samtidig, at blandinger ikke automatisk er sundere end racehunde:
“Sundhed afhænger af ansvarligt avlsarbejde med sunde forældredyr – ikke af, hvilke racer hunden er en blanding af”, siger Lotte Evers.

Et marked i balance

Ifølge Agria peger udviklingen mod et mere stabilt og forudsigeligt hundemarked i de kommende år.

“Antallet af nye hunde har fundet et lavere men mere bæredygtigt niveau, og antallet af nye hunde forventes at stabilisere sig med mindre og mellemstore hunde som de oftest foretrukne”.

Med den nye dyrevelfærdslov er der kommet øget fokus på sundhed og avl hos en række hunderacer, hvor ekstreme træk kan give helbredsproblemer. Det understreger, at vi som helt almindelige hundeejere må se ud over størrelse, farve og udseende og i højere grad prioritere dokumenteret sundhed og ansvarlig avl, når vi vælger vores nye familiemedlem, vurderer hundeeksperten.

Læs også

“Udseendet spiller fortsat en væsentlig rolle i danskernes valg af hund. Den markante synlighed af krølpelsede hundetyper på sociale medier har bidraget til deres popularitet, og meget tyder på, at denne type hund er kommet for at blive, men fokus på dyrevelfærd, sundhed og ansvarlig avl er stadig langt vigtigere end pels og størrelse”, vurderer Lotte Evers.

Samtidig håber marketingchefen, at købsbeslutningen i stigende grad bliver præget af overvejelser om, hvorvidt hunden realistisk passer ind i hverdagen:

“Min forhåbning er, at kommende hundeejere i endnu højere grad gør sig grundige overvejelser om, hvorvidt rammerne er på plads, før de byder et nyt familiemedlem velkommen. Det handler ikke kun om, hvilken hund man drømmer om, men om hvilken hund man reelt kan tilbyde et godt liv – med tid til aktivering, pleje og selskab og med økonomi til at tage ansvar hele hundens liv”, siger Lotte Evers.

De 25 mest populære hunde i 2025
(ifølge Agria Dyreforsikring)

  1. Blandingshund
  2. Labrador retriever
  3. Bichon havanais
  4. Golden retriever
  5. Coton de tulear
  6. Cavalier king charles spaniel
  7. Schæferhund
  8. Cocker spaniel
  9. Shih tzu
  10. Dansk/svensk gårdhunde
  11. Fransk bulldog
  12. Border collie
  13. Staffordshire bull terrier
  14. Chihuahua
  15. Jack russell terrier
  16. West highland white terrier
  17. Cavapoo
  18. Cairn terrier
  19. Welsh corgi cardigan
  20. Shetland sheepdog
  21. Malteser
  22. Labradoodle
  23. Berner sennenhund
  24. Cockapoo
  25. Gravhund
Ads by MGDK