20-årig kvinde døde i sin families arme: Sjældent vejrfænomen forhindrede hende i at trække vejret

Skrevet af Sol Stoffregen

24/11/2016
Familien Carnevali er utilfredse med, at der gik over en halv time, inden hjælpen kom frem til deres døende datter. Foto: Privat.
Familien Carnevali er utilfredse med, at der gik over en halv time, inden hjælpen kom frem til deres døende datter. Foto: Privat.
Tusindvis af australiere fik pludselig vejrtrækningsproblemer tidligere på ugen.

Dagens topnyheder

Fire personer mistede livet og tusindvis blev indlagt på hospitaler i mandags, da et sjældent vejrfænomen ramte den australske storby Melbourne, skriver Herald Sun

Den 20-årige jurastuderende Hope Carnevali var en af dem, der ikke klarede den, da det i mandags begyndte at blæse op til storm. Hope, der led af astma, fik et alvorligt anfald, der gav vejrtrækningsproblemer. 

Hendes familie ringede straks efter hjælp fra deres hjem i byen Hoppers Crossing, men inden ambulancen nåede frem 31 minutter senere, var den unge kvinde død i familiens arme. 

- Hun var et hjertevarmt menneske, en fantastisk og meget smuk pige. Hvis nogen havde brug for hjælp, var hun altid klar. Hun var en engel. Vi kommer til at savne hende så meget, fortæller Hope Carnevalis onkel, John Carnevali, til Herald Sun.

Tusindvis af bekymrede australiere ringede til alarmcentralen for at få hjælp til deres nødstedte familiemedlemmer, der ikke kunne få vejret. Til sidst var der ikke flere ambulancer, og hospitalerne i Melbourne kunne ikke klare det store patientpres og løb tør for medicin.

Alt sundhedspersonale blev kaldt på arbejde, og lokale privathospitaler blev taget i brug. 

Melbourne alarmcentral modtog mere end 1870 opkald mellem kl. 18 og 23 mandag aften på grund af blæsevejret.  

Uvejret kom bag på australierne og endte med at koste tre personer livet. Foto: Shutterstock.

Det er ikke unormalt med kraftige vinde i Australien, men lige netop mandag blev Melbourne ramt af et yderst sjældent vejrfænomen ved navn ’Thunderstorm asthma’, som dækker over, når nordlige vinde, høj luftfugtighed og høje pollental støder sammen. Resultatet er en yderst farlig storm for visse personer. 

I Melbourne var det græspollen fra rugafgrøder, der blev kastet rundt i luften og dannede en kæmpe støvsky, som gav indbyggere med astma og allergier alvorlige vejrtrækningsproblemer. 

En ud af ti australiere har astma og ud af dem har ca. 80 procent allergi overfor rugpollen.

Professor Cenk Suphioglu fra Deakin University var den første til at opdage det sjældne vejrfænomen i 1992, og ifølge ham kan man forudsige, hvornår 'Thunderstorm asthma’ vil ramme. Han er også fortaler for, at Australien sætter ressourcer af til at lave et varslingssystem til fremtidige storme. 

Premiereminister i delstaten Victoria hvor Melbourne hører under, Daniel Andrews, er gået ind i sagen og kræver handling. 

- Vores tanker og bønner er hos familierne til de to ofre i Victoria, der havde hele livet foran sig, og hos de pårørende, der nu skal leve med denne tragedie. Af hensyn til dem vil vi nu undersøge, hvad der præcist skete, og vi vil sørge for, at dette ikke gentager sig, siger han til Herald Sun.

Se mere om tragedien her: