Det er snart sommerferie, og til august starter de kære små på et helt nyt klassetrin. Måske er det også på tide, at du selv starter på en frisk og overvejer dit forhold til dit barns klasselærer.
Du ved det nemlig ikke, men lærerne brænder inde med rigtige mange ting - og de handler allesammen om dig, barnets forælder.
LÆS OGSÅ: Dette vil sygeplejersker gerne fortælle dig - de må bare ikke
En anonym lærer har hos The Guardian listet de ting, alle lærere gerne vil sige til forældrene. De må bare ikke.
1. Dine børn er ikke dine kammerater
Noget, jeg efterhånden skræmmende ofte hører forældrene sige, er: “min datter er min bedste ven”. Når jeg hører det, ringer mine alarmklokker højt og skærende.
Du er barnets forælder, og dit ansvar består i at vise dem vejen og sætte de rigtige grænser, ikke at trække dem med ind i dine egne hverdagsproblemer. Din ni-årige har overhovedet ikke brug for at vide noget om dit skænderi med hans vens mor, eller hvilken af klassens fædre, du er blevet lun på. Efterhånden som årene går, vil barnet nok opdage, at nogle af hans eller hendes egne problemer har alt at gøre med at blive udsat for den slags pinagtig voksensnak i en alt for tidlig alder. Fortsæt venskabet med dit barn på egen risiko.
2. Karakterer betyder ikke alt
Tænk lige over det her inden dit barns næste skoleår. Når vi holder forældremøde, er min plan nogenlunde sådan her: Hvordan er <indsæt navn> faldet til i klassen? Er han/hun glad? og så videre. Hvis alt er vel, går vi direkte videre til dit barns færdigheder inden for de forskellige fag, aktiviteter eller andre faglige ting, som vi kan arbejde sammen med at give ham/hende en succesfuld færdighed inden for.
Men til sidste møde fik du at vide, hvor højt dit barns læsehastighed var, og du vil absolut have at vide, om den er blevet højere. Det samme gælder for matematik. Men før jeg svarer dig, må jeg så lige stille dig et spørgsmål? Hvor hurtigt er du selv kommet på rette spor efter store begivenheder i dit liv? Alle bør få tid og plads til at falde til - det tager tid at etablere positive forhold, og især også at fastslå hastigheden af fremskridt.
3. Giv lidt slip på dine børn
Det er altid et meget svært emne at tage op, fordi det er barnet selv, der bestemmer, hvornår det skal ske. Det kan ske når som helst, uanset klassetrin og akademiske færdigheder. Jeg vil gerne understrege, som lærer OG forælder, at vores børn naturligvis er det kæreste, vi har, og vi vil helt naturligt kæmpe for at beskytte og forsørge dem.
Men uafhængighed, og ønsket om det, kommer helt naturligt til os alle på et eller andet tidspunkt, og det ville være fornuftigt af dig at opdage og anerkende tegnene på det.
Skaber dit barn pludselig tekster og tegninger, og beder om din anerkendelse og ros?
Prøv at give ham eller hende nogle opgaver. Hvis barnet bliver bedt om at gøre noget selv, vil du blive overrasket over, at en 10-årig sagtens kan finde ud af at pakke sin skoletaske selv, eller lave sin egen morgenmad. Selv simple rutinemæssige gøremål i hjemmet kan udvikle dit barns selvværd, og det kommer til at give pote i de højere klassetrin. I det lange løb bliver dit barn mere taknemmelig over dette, end hvis du havde serveret alt på et sølvfad gennem hele hans eller hendes barndom.
4. Der er en grund til, at der er aldersbegrænsning på videospil
Jeg er da helt sikker på, at Xbox’en holder din 9-årige stille og rolig derhjemme.Men i hans sidste stil skrev han om SAS-bombningen af columbianske narko-karteller, og det var altså forstyrrende læsning. Det var den sidste aflevering fra din seks-årige i øvrigt også, for der udtrykte hun en frygt for at blive offer i et opdigtet drive-by-skyderi på legepladsen.
Jeg ved godt, at jeg ikke kan styre, hvad du lader dit barn se på skærmen derhjemme, men indtil han har udviklet evnen til at kende forskel på virkeligheden og computerspil, må jeg så ikke videresende de omtalte, virkelig skræmmende, afleveringer fra seks-årige børn til dig?
5. Kærester kan vente
“Min datter er rigtig ked af det for tiden” er en sætning, jeg skræmmende ofte hører en forælder sige. Min erfaring siger mig, at pigers venskabsproblemer har det med at trække i langdrag, mens de for drenge er overstået i løbet af en hurtig råbe-konkurrence.
Men når pigens mor så kommer og fortæller, at hendes datters humør skyldes, at hun endnu ikke har fået en kæreste, så tænder jeg af indvendigt. Kysse-lege er uskyldige og sjove, men mere alvorlig bliver de små børns kærlighedsdramaer ikke. Børn bliver udsat for pres nok i skoletiden uden at de skal tænke over, om de nu også får vundet opmærksomheden hos Mads, Dennis eller William fra klassen. Lad nu dit barn være et barn.
6. Ja, jeg vil gerne have hjælp i klasseværelset - men ikke af dig
Vi lærere elsker at blive tilbudt en ekstra hånd i klasseværelset, og i 90 procent af tilfældene vil den pågældende lærer tage glad imod det tilbud fra en forælder. Hvis du har lyst til at hjælpe med aktiviteter, læseaftener, dekorationer eller lignende, er det rigtig dejligt.
Men vi lærere taler sammen. Og hvis du har et ry for at være typen, der snuser rundt i lokalet for at finde mine papirer om dit eget barn, tjekker matematik-svarene til den næste aflevering eller noget i den retning, så holder jeg afstand til dig. Hvis du bare er ude på at snage, er du ikke velkommen.
7. Jeg er ked af det - men dit barn er bare dovent
Når det kommer til fremskridt, vil alle lærere det bedste for samtlige af børnene i klassen - og det er ikke bare for at kunne vise gode resultater frem til det næste lærermøde. Det er faktisk det, de fleste af os blev lærere for. Men der kommer et punkt, hvor det går op for os, at vi forsøger at skubbe til noget, der sidder urokkeligt fast.
Hvis din 10-årige ikke gør de fremskridt, han kunne, og det ikke er fordi, han er træt, så er det sandsynligvis fordi han er - ja, doven.
Det er ikke bare hans måde at hænge ind over bordet med krum ryg, der sladrer til mig. For i forhold til andre elever med hans evner, så går det bagud for ham.
Det er så svært at undervise nogen, der ikke har lyst til at lære, men det er stort set umuligt at undervise nogen, der tror, de allerede kan det hele. Dit barn skal nok mindes om, at det hele en dag bliver alvor.
Lyder noget af det her bekendt, må du godt lige tænke over, hvad du selv kan gøre for at komme dit barns dovenskab til livs.
8. Okay - så lad lektierne ligge
Lektier er - og vil altid være - en anledning til krig mellem forældre og lærere. Mange forældre klager, når der er for mange af dem.
Og også, når der ikke er nok af dem. Eller når de er for svære. Eller for lette. Du brokker dig, når det er meningen, at forældre, skal hjælpe med lektierne, og du brokker dig også, når det er meningen, at det skal løses selvstændigt. Du klager, når dit barn har “forlagt” sine lektier, og det ikke på magisk vis er kommet tilbage i hendes skoletaske dagen før, det skal afleveres.
