Er dine bryster forskellig størrelse? Her er forklaringen

Skrevet af Ninna Andreasen

14/11/2016
Det er helt normalt, at ens krop ikke er fuldstændig symmetrisk. Det samme gælder brysterne. Selvom det kan være irriterende, når man skal købe bh og tøj, har det faktisk en rigtig god forklaring.

Mest læste i dag

Alle bryster er forskellige, men nogle gange er der også forskelligheder mellem to, der egentlig burde ligne hinanden.

Det er nemlig ganske almindeligt, at et sæt bryster varierer i størrelse og form. Uanset, hvor stort et irritationsmoment det kan være, når der skal shoppes efter bh’er. 

Der er flere mulige forklaringer på, hvorfor det ene bryst er større end det andet. Nogle af dem er ganske harmløse, mens andre er værd at holde øje med, fordi de kan være tegn på sygdom. 

1. Kroppen er ikke fuldstændig symmetrisk
Det er helt normalt, at to bryster er en smule uens. Det skyldes, at kroppen i det hele taget ikke er komplet symmetrisk. Naturligvis kan det være irriterende, fordi symmetri er noget, hjernen automatisk afkoder som skønhed, men der er ingen grund til panik.

Det er hverken sygt, unormalt eller mærkeligt, at tøserne vokser i hver deres retning. Trøst dig med, at de fleste kvinders bryster er uens i en eller anden grad.

2. Hormoner påvirker brysterne
Ændringer i hormonerne under puberteten kan få det ene bryst til at udvikle sig hurtigere end det andet. Hvis du stadig er i denne fase, kan det altså være, at det ene bryst bare har lidt mere vokseværk end det andet, og at det udligner sig på et tidspunkt.

3. “Bulede” bryster kan se ujævne ud
Cystiske bryster er ikke farlige. Det betyder blot, at vævet inden i brysterne kan virke bulet. Det kan skyldes små skader på brysterne, mens de udviklede sig, eller simpel genetik.

Bulerne kan få brysterne til at se ujævne og ikke-ensartede ud. Men der er ingen grund til frygt eller panik.

4. Uens bryster kan være tegn på brystkræft
Der er til gengæld grund til at være opmærksom på det sidste punkt, som uens bryster kan være symptom på.

I sjældne tilfælde kan pludselige forandringer i bryststørrelse være en indikator på brystkræft. Det er et meget, meget sjældent symptom hos de fleste kvinder. Alligevel er det en god idé at tage forbi lægen, hvis du oplever en dramatisk og pludselig forandring i størrelsen på dine bryster.

I bund og grund tilhører du et stort flertal, hvis dine bryster har forskellige størrelser. I langt de fleste tilfælde er der intet farligt ved det, og det gør dig ikke mindre attraktiv. 

Mon ikke også manden eller kvinden i dit liv er revnende ligeglad, så længe de er tilgængelige?