Hjerteforeningen advarer om, at for meget lakrids kan være farligt

Skrevet af Ninna Andreasen

12/09/2016
Der er god grund til at være obs på, hvor tit man har fingrene i slikskålen.

Dagens topnyheder

For store mængder lakrids kan medføre en række konsekvenser for sundheden.
Blandt andet forhøjet blodtryk, muskelsvaghed, hjerteflimmer og i værste fald hjertestop.

Sådan lyder advarslen fra Hjerteforeningen, der er bekymret for, at lakrids for tiden er hypet og indgår i rigtig mange madprodukter. Eksempelvis the, is, kager og tyggegummi. Det skriver Ritzau Fokus.

Forskningschef i Hjerteforeningen Gunnar Gislason er bekymret, fordi store mængder lakrids kan være farligt for hjertesundheden. Foreningen støtter et nyt forskningsprojekt, som skal undersøge, hvilken effekt lakrids har på blodtrykket.

Gunnar Gislason har set eksempler på unge, som er kommet til lægen med voldsomt forhøjet blodtryk, fordi de har spist store mængder af slikket.

- Det er ikke astronomiske mængder lakrids, du skal spise. Hvis du jævnligt spiser en pose lakrids om dagen, kan det få blodtrykket til at stige, siger han.

Hjerteforeningen mener, at omkring en million danskere har forhøjet blodtryk. En tredjedel af dem har det, uden at vide det.

Ekstrakt og salt bærer skylden
Årsagen til, at lakrids kan give for højt blodtryk, skyldes dels et lakridsekstrakt ved navn glycyrrhizin, som i store mængder øger blodtrykket.

Desuden indeholder lakrids ofte salt. Derfor ryger saltbalancen ud af kontrol, og mængden af kalium i blodet bliver reduceret.

Det kan medføre muskelsvaghed og alvorlige forstyrrelser af hjerterytmen.

Reservelæge ved Kolding Sygehus Mette Aaby Smith har  på sit tidligere job på Odense Universitetshospital oplevet, at en 75-årig patient kom ind med hjertestop, efter at have spist meget lakrids i ugerne op til indlæggelsen.