Overraskende nyt: Stress er sundt

Skrevet af Jakob A. Overgaard

27/08/2019
I starten af september udkommer psykolog Carsten Juul med bogen ”Stress dig sund, et opgør med stressmyterne.” Bogen gør op med tanken om, at stress er farligt og går i brechen på stressindustrien.

Dagens topnyheder

25 % af den danske befolkning har et højt stressniveau, og 35.000 mennesker melder sig hver dag syge på grund af stress. Internettet bugner med tilbud til stressramte og stressindustrien har kronede dage. På trods af fokus, tilbud og muligheder, har vi aldrig haft større problemer med stress end i dag. Ifølge psykolog og nu forfatter Carsten Juul, må vi gøre noget forkert, når indsatsen mod stress øges, og problemet samtidig bliver værre.

BOGEN KAN BESTILLES HOS SAXO ALLEREDE NU

Stressindustrien bærer selv en del af ansvaret

Ifølge Carsten Juul er det stressindustrien selv, der er med til at skabe problemerne, fordi de har travlt med at sælge deres produkter. Hvis stress er sundt, så vil det betyde armod for en række fagområder:

”Stress behøver ikke være farligt, sådan som stressindustrien forsøger at bilde os ind. Industrien fastholder sin eksistensberettigelse ved at skræmme os ved at fortælle, at stress er farligt og vi kan dø, hvis vi ikke passer på os selv. Der er bare ingen beviser på, at det er sandt. Tværtimod. Stress er sundt, det er kun farligt, hvis vi med stressindustrien i ryggen, bilder os selv ind, at det er farligt,” fortæller Carsten Juul, der påpeger, at antallet af stresscoaches og initiativer til at forebygge stress er eksploderet de seneste år.

Stress er dyrt for virksomheder, men det behøver det ikke at være

Samtidig med at stressinitiativerne blomstrer, sælges der nye produkter til virksomheder som aldrig før. De ansatte skal på mindfulnesskurser eller lære at trække vejret på den rigtige måde, samtidig skal ledelsen uddannes i stressfri ledelse. Alt sammen noget, som er blevet en fast del af virksomhedernes kamp for at reducere antallet af sygedage.

”Det behøver ikke at være dyrt for virksomheder at reducere stress for de ansatte. Det handler om at forstå stress og hvorfor det opstår. Så er det relativt enkelt som virksomhed at forebygge stress hos sine medarbejdere. Det behøver ikke at inkludere lange og dyre stressforløb,” fortæller Carsten Juul, der alt for ofte ser virksomheder bruge penge på forløb, der i sidste ende forværrer de ansattes stressniveau: ”Mange typiske stressforløb forværrer reelt stressniveauet, fordi der bygges endnu flere bekymringer på den stressramte, og det eneste vi skal have fokus på i stressbehandlingen, er at reducere stress.”

Forskning og evidens skal danne grundlag for stressbehandlingen

Bogen er baseret på Carsten Juuls egne erfaringer som behandler samt en mængde forskning, der er publiceret i flere anerkendte magasiner. En af Carsten Juuls pointer er, at stress som fænomen slet ikke er defineret. ”Der findes mere end 25 forskellige definitioner af, hvad stress er. Hvordan skal vi behandle noget, som vi ikke kan definere? Derfor skal vi først og fremmest finde ud af, hvad stress er, og derefter kan vi behandle det,” fortæller Carsten Juul. ”Meget af den forskning, som den nuværende behandling baserer sig på, er både fejlbehæftet og forældet, det vil jeg gerne gøre op med i min bog,” slutter Carsten Juul af.

 

 

Carsten Juuls nye bog kan bl.a. købes hos Saxo