Sundhedsstyrelsen melder ud om dansk corona-immunitet

Skrevet af Henrik R

01/06/2021
Sundhedsstyrelsen melder nyt ud.

Dagens topnyheder

Over 2 millioner danskere er nu vaccineret mod COVID-19. Det svarer til, at over 40 % af dem, der er omfattet af det nationale vaccinationsprogram, er i gang med deres vaccinationsforløb. Det fortæller Sundhedsstyrelsen tirsdag i en pressemeddelelse.

"Juni måned bliver foreløbigt den måned, hvor vi vaccinerer flest i forbindelse med udrulningen. Der bliver leveret over 400.000 doser om ugen, det svarer til, at op imod 300.000 kan blive sat i gang med deres vaccinationsforløb hver uge," skriver styrelsen.

Det oplyses desuden, at to målgrupper bliver inviteret i løbet af de næste to uger: De 16-19-årige og de 45-49-årige, der omfatter cirka 600.000 borgere, og de første årgange blandt de 20-24-årige og de 40-44-årige, der i alt omfatter cirka 650.000 borgere.

Rigtigt langt

Meldingen om de mange stik vækker glæde hos Sundhedsstyrelsen.

”Vi er nået så langt i vaccinationsindsatsen mod COVID-19, at alle regioner er i gang med at invitere de yngste årgange til første vaccination. Kombineret med, at vi nu har rundet to millioner mennesker, der har modtaget første stik, viser det, at vi er rigtig langt med at sikre en stor grad af immunitet i befolkningen,” siger Helene Bilsted Probst, vicedirektør for Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at unge bliver vaccineret mod COVID-19, når de fylder 16 år. Alle, som er fyldt 16 år, vil derfor blive inviteret til vaccination.

”Det er Sundhedsstyrelsens ambition, at vi får en lige så høj tilslutning til vaccinationsprogrammet blandt de yngre målgrupper, som blandt de ældste,” supplerer Helene Bilsted Probst.