Forside Teknologi Forskere udgav sig for at være en 13-årig på TikTok:...

Forskere udgav sig for at være en 13-årig på TikTok: Resultatet er skræmmende

Forskere udgav sig for at være en 13-årig på TikTok: Resultatet er skræmmende
DenPhotos / Shutterstock.com

Forskere med skræmmende afsløring om TikTok.

Lige nu læser andre

Da forskere fra Statens Institut for Folkesundhed oprettede en falsk TikTok-profil, der udgav sig for at være en 13-årig dansk pige med interesse for nikotinprodukter, blev profilen ret hurtigt præsenteret for nikotinposer, farverige vapes og ”megadåser” med hundredvis af små nikotinposer.

Det skete, selvom reklame for tobaks- og nikotinprodukter er forbudt i Danmark – og selvom TikToks officielle regler ikke tillader den type indhold for mindreårige.

Studiet, der netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Tobacco Control, viser ifølge forskerne, at børn og mindreårige danskere uden større problemer eksponeres for indhold, der i praksis fungerer som reklame for sundhedsskadelige produkter, de ikke må købe, og som platformen egentlig skal skjule for dem.

Det skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.

Ville undersøge, om det er muligt

I første omgang var formålet med profilen helt enkelt, fortæller videnskabelig assistent Stine Arp, der har været med til at udarbejde studiet.

Læs også

”Vi var mest af alt nysgerrige på, om det overhovedet var muligt for en 13-årig at se den slags indhold. Derfor lavede vi en profil, som TikTok ville opfatte som en mindreårig bruger. Så kunne vi undersøge, hvad der faktisk var tilgængeligt, og hvordan det blev præsenteret,” siger hun.

Forskerne oprettede profilen i november sidste år og scrollede derefter gennem TikTok-siden ”For You” et par gange om ugen frem til april i år.

I starten dukkede der mest uskyldigt indhold op – som dansevideoer og klip med dyr – men så snart profilen begyndte at søge på nikotinrelaterede ord, ændrede feedet sig markant.

”Efter at algoritmen havde fattet, at profilen interesserede sig for nikotin, blev der ved med at komme store mængder indhold i den kategori. Der dukkede også indhold op med hash, MDMA, selvskade og selvmord – emner vi ikke selv havde søgt på,” fortæller Stine Arp.

Sammen med lipgloss og legetøj

Profilen blev præsenteret for et bredt udvalg af produkter: nikotinposer i XL-størrelse, ”puff bars” i smagsvarianter som jordbær og cola, vapes med touchskærm og nikotinpose-julekalendere.

Læs også

Der blev også vist produkter ved siden af en lipgloss, sammen med legetøj, i forbindelse med styrketræning eller som del af et Halloweenkostume.

Nogle videoer kom fra webshops, typisk svenske, britiske eller amerikanske forhandlere.

Her blev der vist store lagre af produkter, rabatkoder eller konkurrencer.

Andre videoer kom fra anonyme sælgere, der forsøgte at flytte køberen over på krypterede beskedtjenester som Telegram.

Og så var der indhold fra almindelige brugere, ofte som memes og hverdagssituationer, hvor nikotinprodukterne indgik som en form for rekvisit.  

Læs også

”Blandt forhandlere var der ofte et link på deres profil, hvor man enten blev henvist til en hjemmeside eller til Instagram og derigennem til en hjemmeside. Man kunne derefter lægge en ordre på hjemmesiden og få varerne sendt, såfremt at de leverede til Danmark. Det gik vi dog ikke ind i, da vi udelukkende fokuserede på at observere,” forklarer Stine Arp.

Hun understreger, at studiet ikke repræsenterer, hvad en hvilken som helst 13-årig ser på TikTok, da forskerne aktivt søgte efter tobaks- og nikotinprodukter.

 ”Andre brugere ville formentligt interessere sig for andre emner, som algoritmen også fanger,  og de ville derfor ikke blive eksponeret for nikotinprodukter så hyppigt, som vores profil gjorde. Men dét, vi sætter fokus på i studiet, er først og fremmest, at indholdet er tilgængeligt for en 13-årigs profil på trods af regler og love,” siger Stine Arp.

Krydser nemt landegrænser

Selvom Danmark har forbud mod markedsføring af tobaks- og nikotinprodukter også på sociale medier, er det svært at beskytte unge mod indhold, der kommer fra udenlandske forhandlere og private brugere.

Ifølge Lotus Sofie Bast er der nemlig indhold, mekanismer og praksisser på medier som TikTok, der underminerer dansk lovgivning.

Læs også

Blandt andet fordi promovering af tobaks- og nikotinprodukter nemt krydser landegrænser på internationale platforme, der ikke håndhæver egne retningslinjer tilstrækkeligt.

”Det er noget, vi bliver nødt til at tage alvorligt, hvis vi vil beskytte børn og unge. Sociale medier bør være en lige så vigtige arena i forebyggelsesarbejdet som skolen, hjemmet eller fritidsmiljøet,” siger hun.

Ads by MGDK