De gamle smartphones, der ligger og samler støv, er langt mere værd end man skulle tro.
Lige nu læser andre
De virker ikke længere. Skærmen er måske flækket, batteriet dødt, og modellen håbløst forældet. Men selv de ældste smartphones, der ligger glemt i skuffer og skabe over hele Europa, har langt fra udtjent deres formål.
En ny rapport fra den østrigske forskningsinstitution Fraunhofer Austria viser ifølge Avisen.dk, at EU-borgerne samlet set ligger inde med 431 millioner gamle telefoner, som – på trods af deres teknologiske pensionering – indeholder sjældne og kritiske råmaterialer for over 1,1 milliarder euro.
“Selv gamle, udslidte smartphones rummer et enormt potentiale. Genanvender vi dem korrekt, kan vi både reducere CO2-udledningen markant og mindske behovet for at udvinde nye, sjældne og ofte konfliktfyldte metaller og mineraler i konventionelle miner. Det er en kæmpe gevinst for både klima og samfund,” siger Kilian Kaminski, medstifter af Refurbed, der har bestilt analysen i samarbejde med forskerne.
Råstoffer i lommer og skuffer
Rundt omkring i europæiske hjem ligger der bogstaveligt talt tonsvis af kobolt, wolfram, tin, palladium, guld og magnesium fanget i elektronik, der ikke længere bliver brugt. Bare mængden af guld i de udtjente telefoner overstiger 8 ton.
I Danmark alene vurderes det, at der ligger omkring 9 millioner ubrugte smartphones. Af dem har godt 6 millioner for længst overskredet deres tekniske levetid, men alligevel indeholder de vigtige metaller med en samlet værdi på over 22 millioner euro. Det danske guldindhold alene svarer til, hvad der skal til for at fremstille cirka 25.000 vielsesringe.
Læs også
De danske enheder rummer bl.a. 122 kilo guld, 18 kilo palladium, 1,8 ton magnesium og 74,4 ton kobolt.
De fleste bliver aldrig sendt videre
Selvom potentialet er stort, udnyttes det kun i begrænset omfang. Ifølge tal fra Danmarks Statistik afleverer blot 17 procent af befolkningen deres gamle telefoner som elektronikaffald, mens 20 procent sælger dem videre. Over halvdelen – 52 procent – lader dem bare ligge og samle støv.
Rapporten peger på, at der er et presserende behov for at gøre genanvendelse lettere og mere attraktivt, både for at begrænse klimabelastningen og for at reducere behovet for ny minedrift. Ifølge forskerne bør gamle smartphones ikke ses som affald, men som urbane ressourcer – bærbare lagre af metaller, som det ellers bliver stadigt dyrere og vanskeligere at skaffe.