28-årig lang parkeringsaftale stopper: I går trådte helt nye regler i kraft

Skrevet af Emil Martesen

02/03/2024
Foto: Dagens.dk
Den 28-årig lange parkeringsaftale stopper.

Dagens topnyheder

Tak for lån. I 28 år har Esbjerg Kommune haft lov til at bruge 68 parkeringspladser i Borgergade til offentlig parkering. Nu udløber aftalen, som blev indgået i 1995 med en gruppe af forskellige ejere af p-pladserne mellem Torvegade og Kirkegade.

Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.

Når Esbjerg Kommune ikke længere kan råde over parkeringspladserne, gælder reglerne for offentlig parkering ikke længere for parkeringspladserne. Fra i går, den 1. marts, vil det være ejerne, som beslutter, hvordan parkeringspladserne skal administreres.

”For den helt almindelige bilist betyder det, at man skal orientere sig, når man ønsker at parkere i Borgergade på en af parkeringspladserne mellem Kirkegade og Torvegade. Her kan der nu gælde andre regler, så man skal være opmærksom på skiltningen”, siger formand for Plan & Byudvikling Henning Ravn.

Op til udløbet af den hidtidige aftale har der været en dialog mellem de private ejere og Esbjerg Kommune vedrørende muligheden for at videreføre elementer fra den tidligere aftale. Der kan dog ikke på samme måde laves en ny fælles aftale med ejerne. 

Esbjerg Kommune ejer stadig en del af parkeringsarealet. Derfor bliver 46 parkeringspladser ved med at følge reglerne for offentlig parkering. Derudover er der også 113 offentlige parkeringspladser i Borgergades parkeringshus placeret lige overfor det omtalte parkeringsareal.