Anmelder fraråder at se årets måske bedste danske gyserfilm: Den er "nådesløs"

Skrevet af Mathias Madsen

17/03/2022
Foto: Kino
Foto: Kino
Det giver umiddelbart ikke nogen mening, at en film kan være så god, at man ikke bør se den, men det er lige netop, hvad en ny dansk gyserfilm umiddelbart er.

Dagens topnyheder

'Speak no evil' er en ny dansk gyserfilm, som omhandler en dansk familie, der er på familieferie i Toscana. 

Her møder de en hollandsk familie, som inviterer dem en tur til Holland, som skal vise sig at blive alt andet end hyggelig.

Faktisk er turen så uhyggelig, at Politikens filmanmelder - samtidig med at give den fem ud af seks 'hjerter' - direkte vil "fraråde" at se filmen og desuden har skrevet: "Jeg skal i hvert fald aldrig se den igen."

Han får dog også kaldt den for et "stort og uomgængeligt kunstværk, der har sat en ny milepæl i dansk filmhistorie," og tildensen til at give en ualmindelig god anmeldelse, samtidig med nærmest at fraråde at se filmen har spredt sig til de fleste større mediers anmeldere. 

Jyllands-Posten har således givet filmen seks ud af seks stjerner og kaldt den "en af de mest [...] enestående danske film i lang tid" til trods for, at avisens anmelder har skrevet, at den inviterer til udvandring fra biografsalene. 

"Jeg har – selv om jeg holder meget af horror – sjældent set en film, der så nådesløst trækker sine karakterer igennem helvede på jord," skriver Kristeligt Dagblads anmelder, som samtidig giver den topkarakter, ligesom at filmmagasinet Ekko giver filmen fem ud af seks stjerner og skriver: 

"Den film byder på en af filmhistoriens mest chokerende slutninger."

En slutning som ifølge Ekstra Bladets anmelder gør den berettiget til at blive kaldt "årets bedste danske film," ligesom at anmelderen fra Berlingske beskriver den som "en af de bedste danske gysere i årevis."

Ifølge Kino er 'Speak no evil' instrueret af Christian Tafdrup, der er bedst kendt for sin film, 'En frygtelig kvinde', fra 2018. 

Instruktøren har selv beskrevet filmen som en sammenblanding af brutal ondskab og satiriske elementer, og at målet med filmen var at skabe "Danmarks mest ubehagelige film," hvilket baseret på anmeldelserne vist er gået meget godt. 

Filmen kan allerede nu ses i landets biografer.