Mere end 825.000 danskere har set det: DR-program slår rekord

Skrevet af Julie Møller

06/07/2021
Foto: Shutterstock.
Foto: Shutterstock.
Intet andet ‘Nak & Æd’-afsnit er på så kort tid blevet streamet af så mange, lyder det fra DR.

Mest læste i dag

Det er 12. sæson af DR-programmet ‘Nak & Æd’, der for få uger siden havde premiere. Tilbage i 2010 var det første gang, at jægeren Jørgen Skouboe og kokken Nikolaj Kirk tog på jagttur sammen.

Nu skriver DR, at programmet har sat rekord. I det seneste afsnit gæstede kronprins Frederik makkerparret, og det er noget, som danskerne er vilde med.

Foto: DR.

Mere end  825.000 har set afsnittet, og 300.000 har streamet afsnittet on demand, oplyser DR. Det er rekord.

“Intet andet Nak & Æd-afsnit er på så kort tid blevet streamet af så mange,” skriver DR Medieforskning på Twitter.

“Hvilket fantastisk menneske”

I programmet, der kan ses på DR.TV, ankommer kronprinsen til lejren i Gribskov, hvor Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk er i gang med at stille an.

Foto: DR.

Der går ikke lang tid, før kronprinsen også giver en hånd med, og i programmet fremstår den kommende konge hyggelig, hjælpsom og nede på jorden.

Det er seerne vilde med. På programmets Facebook-side er der mange, der roser programmet og kronprinsen.

“Det er et af de bedste afsnit, jeg nogensinde har set. Og hvilket fantastisk menneske vores kronprins.”

“Hvordan kan man ikke være royal med en kommende konge så jordnær og ligefrem i hans tilgang til bare at være en del af dette program.”

“Det var bare et godt afsnit og mega stolt over vores kommende konge, han er en mand af folket og super cool, det er han.”

Kongehuset inviterede

Hvordan lykkedes det DR at få kronprins Frederik med på ideen om at deltage i ‘Nak & Æd’? Det var faktisk kongehuset selv, der spurgte.

Foto: DR.

Det fortæller redaktør på programmet, Anders Roholt.

“Det skete simpelthen på den måde, at vi for et år siden fik en invitation fra kongehuset til at komme med på sikajagt. Derefter tog vi til København og holdt et møde med dem, hvor vi fik at vide, at kronprinsen gerne ville deltage, og jeg må indrømme, at jeg da lige måtte knibe mig selv i armen,” lyder det fra Anders Roholt til DR, og i afsnittet kan man også høre Jørgen Skouboe takke for invitationen.