Stort ønske fra sanger: Nu skriver hun historie i ‘Vild med dans’

Skrevet af Julie Møller

30/08/2021
Her ses 'Vild med dans'-holdet fra den seneste sæson. Lige om lidt får 18. sæson af programmet premiere. Foto: Anthon Unger/Her&nu/Ritzau Scanpix.
Her ses 'Vild med dans'-holdet fra den seneste sæson. Lige om lidt får 18. sæson af programmet premiere. Foto: Anthon Unger/Her&nu/Ritzau Scanpix.
Da hun sagde ja til at deltage, var det et stort ønske at komme til at danse med en anden kvinde.

Mest læste i dag

Når den nye sæson af ‘Vild med dans’ har premiere 10. september på TV 2, så vil der for første gang være et kvindeligt par blandt deltagerne.

Sanger og sangskriver Freja Kirk skal nemlig danse med Claudia Rex, og det var et klart ønske fra 34-årige Freja Kirk at få en kvindelig partner.

Det fortæller hun til TV 2, der mandag morgen afslører nyheden.

“Jeg føler mig ikke særlig meget hjemme i en høj sko og kjole. Så det var klart det mest naturlige for mig. Samtidig er jeg total stolt af at få lov til at være med til at bryde nogle normer og fjerne fokus fra det super-kassede mand/kvinde-billede, der findes,” fortæller hun. 

På den officielle ‘Vild med dans’-Instagramprofil kalder Freja Kirk det for det ‘mest vanvittige projekt’.

“Jeg glæder mig helt sindssygt, og det bliver også fuldstændig vanvittigt skræmmende og angstprovokerende, men jeg har taget imod udfordringen, og jeg glæder mig,” lyder det fra Freja Kirk.

Claudia Rex og Freja Kirk bliver det første kvindelige par i 'Vild med dans'. Det sker to år efter, at skuespilleren Jakob Fauerby og danseren Silas Holst – som de første i verden – deltog i programmet som par og endte med at stå som vindere.

De er også med

Freja Kirk er den 11. i rækken af kendisser, der er blevet offentliggjort i forbindelse med den kommende sæson af dansekonkurrencen på TV 2.

Herunder kan du se hvilke andre kendisser, der også skal være med:

  • Influencer og iværksætter Mascha Vang

  • Sangeren Jimillian

  • Entertaineren Jacob Haugaard

  • Svømmeren Pernille Blume

  • Tidligere Bagedyst-deltager Micki Cheng

  • Krimiforfatter Michael Katz Krefeld 

  • Marathonløber og OL-deltager Abdi Ulad

  • Tidligere ‘X Factor’-vært Lise Rønne

  • Skuespiller Jannie Faurschou

  • Youtuber Rasmus Kolbe