Strejke kan ramme TV 2 inden længe: "Vi har simpelthen ikke fået nok på bordet"

Skrevet af Mathias Nielsen

18/08/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Tre fagforbund meddeler, at forhandlingerne med TV 2 er brudt sammen. Dermed er risikoen for strejke nu høj.

Mest læste i dag

SAS har netop overstået en hård fight med sine piloter. Årsagen var uenighed omkring en ny overenskomst, hvilket i sidste ende førte til en strejke på 14 dage.

Snart kan en strejke også true en anden stor virksomhed, nemlig tv-kanalen TV 2. S Sådan lyder den kontante udmelding ifølge HK Stat, 3F og Dansk Metal, ifølge Journalisten. Det skyldes, at forhandlingerne mellem de tre fagforbund og TV 2 nu er brudt sammen.

»Vi har simpelthen ikke fået nok på bordet fra TV 2 under forhandlingerne om en ny overenskomst for HKerne. Derfor er forhandlingerne brudt sammen, og vi har afsendt strejkevarsel,« siger forhandlingschef for HK Stat Lina Gisselbæk Lauritsen.

Til Journalisten oplyser HK Stat, at man under forhandlingerne har koordineret sammen med 3F og Dansk Metal. Det er derfor alle tre fagforbunds medarbejdere på TV 2, som er omfattet af den strejkevarsel, der er sendt afsted i juni måned.

TV 2 har angiveligt tilbudt alle medlemmerne en etårig overenskomst med en lønstigning på 2,25 procent, hvilket er den samme ramme, der blev aftalt med tv-stationens journalister i januar måned.

Selvom journalisterne har fået samme tilbud i januar, så er HK ikke tilfreds med det tilbud.

»Dybest set er det et økonomisk spørgsmål, der får os til at reagere. I en situation med høj inflation er det ikke en tilstrækkelig ramme med de 2,25 procent. HKerne har fortjent mere, og vi forhandler selvstændigt. Så nu må forligsinstitutionen hjælpe os videre,« lyder det videre.

For HK og Dansk Metals vedkommende fremgår det af overenskomsterne, at et strejkevarsel skal sendes tre måneder før en eventuel strejke. Derfor kan en eventuel strejke tidligst træde i kraft pr. 1. oktober.

Men selvom en strejke kan lure inden længe, så er der ikke panik at spore hos TV 2. I en kommentar til Journalisten skriver de, at man fortsat håber på at finde en løsning.

”TV 2 håber fortsat på, at vi kan finde en løsning, så konflikten kan undgås."