TV 2 afslører: Han bliver ny vært

Skrevet af Julie Møller

26/05/2021
TV 2 DANMARK © (copyright TV 2)
TV 2 DANMARK © (copyright TV 2)
"Jeg glæder mig meget til at få Mads ind i studiet, og det kan seerne også roligt gøre,” siger Ask Rostrup, chefredaktør for TV 2 News.

Mest læste i dag

Efter fire år som politisk reporter på TV 2 og TV 2 News skifter Mads Frimann pr. 1. august job og bliver vært på TV 2 News.

Det oplyser kanalen i en pressemeddelelse. 

“Mads Frimann er et indlysende og stort talent. Det falder ham fuldstændig naturligt at formidle svære sammenhænge til kameraet på en letforståelig måde, og når det samtidig er koblet med en afslappet og smilende autoritet, er han et oplagt godt valg til værtsholdet på TV 2 News. Jeg glæder mig meget til at få Mads ind i studiet, og det kan seerne også roligt gøre,” siger Ask Rostrup, chefredaktør for TV 2 News.

Mads Frimann har arbejdet hos TV 2 i hele sin journalistiske karriere – både i praktiktiden og efter endt journalistuddannelse i 2015. Han har i en periode været på TV 2 Sport, men har især arbejdet i TV 2s nyhedsafdeling – på 19 Nyhederne, som livereporter og senest som politisk reporter.

“En drøm”

31-årige Mads Frimann afslører, at det er en drøm, der går i opfyldelse.

“Jeg har et stykke tid gået med en drøm om at blive News-vært, og det er en stor ære at blive spurgt. Men jeg har meget at lære af mine dygtige kolleger, og det er med stor ydmyghed, jeg går ind til opgaven,” udtaler Mads Frimann.

Dog er det med vemod, at han forlader TV 2s Christiansborg-redaktion.

“Jeg elsker politik, og jeg føler mig privilegeret over at have fået lov til at arbejde på TV 2s politiske redaktion i fire år,” siger Mads Frimann, som heldigvis også får mulighed for at arbejde med det politiske stof på TV 2 News. 

“Nu kommer jeg til – fra NEWS-studiet – at deltage i den daglige dækning af dansk politik og alle de øvrige væsentlige emner fra ind- og udland,” forklarer den nye vært.