12-årig heltemodig dreng reddede sin far: Kunne have kostet ham livet

Nicolai Busekist

3 uger siden

|

18/09/2024
Udland
Foto: Facebook
En 12-årig dreng er blevet hyldet som en stor helt, da han reddede sin fars liv, da han blev overfaldet af en stor bjørn.

Dagens topnyheder

En 12-årig dreng reddede sin far fra et dødeligt bjørneangreb under, hvad der skulle have været en helt almindelig jagttur for familien.

Owen Beierman fra River Falls i Wisconsin skød og dræbte en stor sortbjørn, før den kunne dræbe hans far, Ryan. Den skræmmende hændelse fandt sted, efter at Ryan blev fanget under bjørnen. Årsagen til dette var, at skud, der skulle have dræbt bjørnen, ramte forbi.

"Min venstre kind var flænset op, og blodet sivede ud af såret. Der var to mærker fra dens tænder i min pande, og mit ansigt var smurt ind i blod. Bjørnen kæmpede for sit liv, og jeg kæmpede for mit," sagde Ryan til Star Tribune. 

Dagen startede som mange andre, hvor Owen og hans far forlod henholdsvis skole og arbejde tidligt for at tage på jagt. Men tingene tog en skræmmende drejning, da Owen opdagede bjørnen i skoven nær familiens bolig.

Bevæbnet med sin jagtriffel affyrede Owen et skud mod bjørnen, men det ramte ikke i et dødeligt område, hvilket sårede dyret og fik det til at flygte. De fulgte den sårede bjørn gennem den tætte skov, men søgningen var forgæves, indtil en nabo tilbød at hjælpe med sin sporhund.

Hunden fandt til sidst bjørnen, og Ryan affyrede otte skud fra kun to meters afstand, men uden at ramme. Bjørnen angreb ham og slog ham omkuld på ryggen.

"Jeg begyndte at slå den med min pistol, men det føltes som at ramme en mur. Jeg tænkte: 'Du er nødt til at gøre noget andet'. Jeg forsøgte at slå den mellem øret og munden med pistolen," sagde Ryan.

Med bjørnens kløer og tænder få centimeter fra sit ansigt, beskyttede Ryan sig med armen og hørte en lyd, der fik ham til at tro, at bjørnen havde brækket den.

"Det hele varede måske kun 45 sekunder eller lidt mere. Jeg kan ikke helt huske det. Men det føltes som om, at han angreb i slowmotion," sagde han.

Imens forholdt Owen, som var vant til at gå på jagt, sig i ro. Han greb sin riffel og skød bjørnen, som blev dræbt. Bjørnen rullede af Ryan, og mareridtet var endelig ovre.

Ryan, der blødte fra et stort sår på kinden og havde flere sår i panden, armen og på benet, bad Owen om at tilkalde hjælp. Med naboernes hjælp blev de hurtigt kørt på hospitalet.

"Tak til alle de naboer, der hjalp mig i aften i en nødsituation! Derek Jaskolka, Randy Thomas, Jeff Stager, Joel Schollmeier, Dillon Mattson og alle andre, der hjalp," skrev Ryan senere i et Facebook-opslag, hvor han delte sin taknemmelighed.

Wisconsin Department of Natural Resources bekræftede, at jagten var lovlig. Officer Dustin Gabrielson sagde, at de havde fulgt alle regler den 6. september.

"Jeg lå fladt på ryggen og kunne mærke kuglen gå gennem bjørnen. Owen var en helt. Han skød den bjørn og dræbte den oven på mig," sagde Ryan.

Ryan fik 23 sting i kinden samt behandling for sår i armen og et snit, der også krævede sting. På trods af sin kærlighed til jagt, havde Ryan en klar besked efter den knap så succesfulde jagt.

"Jeg er officielt færdig med bjørnejagt! Ja, jeg blev angrebet af en bjørn i aften - og ja, jeg overlevede," lød det fra ham.