18-årige Leanne blev skudt på sin første udlandsrejse

Ane Sørensen

392 uger siden

|

04/01/2017
Udland
Leanne Nasser Foto: Privat
Leanne Nasser Foto: Privat
Hun tiggede familien om lov til at rejse afsted - men hun kom aldrig hjem igen.

Dagens topnyheder

Få timer før midnat nytårsaften delte den 18-årige kvinde Leanne Nasser et billede på det sociale medie Snapchat. På billedet bærer den unge kvinde en farverig blomsterkrans oven på sit lange mørke hår.

Leanne Nasser fejrede det nye år på restauranten Reina i Istanbul, hvor en terrorist kort efter midnat åbnede ild og 39 mennesker mistede livet. Da redningsfolk gennemgik stedet næste morgen, var Leanne Nasser væk.

Det skriver CNN.

Foto: Privat

Den unge kvinde, som var fra Israel, havde tigget sine forældre om lov til at rejse til Istanbul for at fejre nytåret. Tre af Leanne Nassers venner skulle afsted. Og den unge kvinde, som aldrig havde været ude at rejse før, ville gerne med dem.

Leanne Nassers far var dog ikke meget for at lade sin datter tage afsted. Han var bange for, at Istanbul ikke var sikker og ønskede, at Leanne Nasser blev derhjemme.

Men Leanne Nasser insisterede og endte med at tage afsted med vennerne. Det skulle vise sig at blive den unge kvindes første og sidste rejse. Leanne Nasser mistede nemlig livet i skyderiet nytårsnat.

Tirsdag blev hendes krop fløjet hjem til familien, så de kan tage afsked med hende.

To af Leanne Nassers venner kom også til skade under skyderiet Den ene var på hospitalet, men i stabil tilstand, og hun ventes at komme sig helt.