En ung aspirerende skuespiller blev mandag fundet dræbt i en naturpark. Politiet mener at vide, hvem der slog hende ihjel.
Lige nu læser andre
Politiet i Los Angeles i USA har gjort et grusomt fund, efter at en ung model med skuespillerdrømme har været savnet i mere end en måned.
Det skriver New York Post.
25-årige Adea Shabani forsvandt sporløst i sidste måned. Hun blev sidst set forlade sin lejlighed i Hollywood med sin 33-årige kæreste Chris Spotz, som samtidig var forlovet med en anden kvinde, 23. februar.
Politiet mistænkte hurtigt, at der var sket en forbrydelse, og da hendes lig blev fundet i en lav grav i et øde naturområde mandag, mere end en måned efter hendes forsvinden, blev frygten ulykkeligvis bekræftet.
Læs også
Politiet i Los Angeles fortalte på et pressemøde tirsdag, at man mistænker Chris Spotz for mordet. Han begik selvmord efter en vild biljagt med politiet i sidste uge.
Før selvmordet forklarede Chris Spotz, der levede et dobbeltliv med to kvinder i sit liv, at han var taget på en road trip med Adea Shabani 23. februar. De skulle til det nordlige Californien for at besøge hans forældre.
Men da parret nåede til Santa Clarita et stykke fra Los Angeles begyndte de at skændes, og Spotz satte derfor sin kæreste af i nødsporet på motorvejen. Han så hende aldrig derefter, lød forklaringen, som politiet altså ikke køber.
Ifølge den ledende efterforsker på sagen er der ingen beviser, der tyder på, at Chris Spotz forklaring er sand.
– Intet støttede hans forklaring, så derfor blev vi interesseret i ham som mistænkt, fortalte politiet på pressemødet i går.
Liget af Adea Shabani blev fundet ved en lille flod godt 690 kilometer fra Los Angeles i naturområdet Spenceville Wildlife Area.
Da politiet ville afhøre den 33-årige mand, efter at deres mistanke blev vakt i forrige uge, tog de til hans forlovedes forældres hus i Colorado, hvor de fik besked om, at han opholdt sig. Men han var væk.
På dette tidspunkt var liget af den unge modelkæreste endnu ikke fundet. Da en patrulje spottede Chris Spotz i en bil, begyndte en vild biljagt forrige torsdag, som sluttede med, at Spotz skød sig selv i hovedet og døde.

Politiet ønsker ikke at afsløre, hvilke teorier de har om motivet for drabet, ligesom at de heller ikke vil løfte sløret for, hvordan 25-årige Adea Shabani blev dræbt. Kun at de mener, at det var Spotz, der slog hende ihjel.
Den unge kvinde havde boet i Los Angeles i to år, da hun pludselig forsvandt. Hun kom oprindeligt fra Makedonien og flyttede til USA for at læse virksomhedsadministration på American University of Paris og samtidig modtage undervisning for at blive skuespiller.
Hendes desperate familie udlovede under hendes forsvinden en dusør på 25.000 dollars til den, der kunne fortælle om hendes opholdssted. De anede ikke, at hun allerede var død.
Par holdt i bil ved tankstation i timevis – politiet gjorde mareridts-fund på bagsædet