Anonymous har uhyggeligt budskab til Islamisk Stat efter angrebet i Bruxelles

Skrevet af Jesper Larsen

23/03/2016

Mest læste i dag

Anonymous har udsendt en erklæring efter terrorangrebet i Bruxelles, hvor de sender en uhyggelig advarsel til alle medlemmer af Islamisk Stat. 

31 mennesker blev dræbt og flere end 200 sårede ved angrebet, og Anonymous trækker nu en streg i sandet. 

- Det her kan ikke fortsætte, siger den mekaniske stemme i videoen, der visuelt ligner de tidligere erklæringer, gruppen har sendt ud. 

- Efter angrebene i Paris i november har vi dagligt bekæmpet terrorisme, og vi har lagt tusindvis af konti på Twitter ned, der havde forbindelse til Islamisk Stat. 

- Vi har straffet Daesh (IS red.) på det dybe net, vi har hacket deres elektroniske porteføljer, og vi har stjålet penge fra terroristerne, siger stemmen i erklæringen og fortsætter. 

- Vi har belejret jeres propaganda-sider og testet dem med vores angreb. Men i skal vide, at vi ikke har tænkt os at slappe af, så længe i foretager jeres terror-handlinger. 

- Vi vil slå tilbage. Vi vil blive ved med at hacke jeres sider, lukke jer ned på Twitter og stjæle jeres bitcoins. 

- Vi forsvarer retten til frihed og tolerance. 

- Til alle medlemmer af Islamisk Stat: Vi vil spore jer, vi vil finde jer, vi er alle steder, og vi er flere, end i kan forestille jer. 

- Vær bange, lyder det i videoen, der blev offentliggjort i går.

I samme erklæring opfordrer internetaktivisterne alle til at hjælpe dem i kampen mod de islamistiske terrorister, og man behøver ikke være hacker for at kunne gøre en forskel.

- Du behøver ikke hacke dem. Hvis du bekæmper diskrimination i dit land, vil du gøre meget mere skade mod dem, end hvis du hacker deres hjemmesider. Islamisk Stat kan ikke rekruttere muslimer i Europa, hvis de er accepterede og inkluderede i samfundet.

- Derfor skal alle bekæmpe diskrimination, siger gruppen i erklæringen.