Mens vi herhjemme går og fryser, og flere medier berettede om, at denne uge skulle blive 'varm', fordi vi kommer helt op og ramme 7-8 grader, så kæmper de med det helt modsatte i Australien.
Australien ligger som bekendt på den sydlige halvkugle og deres sommer strækker sig derfor fra december til februar, hvilket vil sige, at de har sommer, sol og varme lige nu, men måske lidt for meget af slagsen.
Flere medier, blandt andre Ladbible, kan nemlig fortælle, at Australien formentlig bliver det varmeste sted på Jorden i den igangværende uge med forventede temperaturer på helt op til 50 grader.
Exceptionelle varme luftstrømme forventes at ramme Australien, og temperaturerne i landet vil derfor ligge et sted i 30'erne og 40'erne, mens en enkelt region måske runder 50 grader.
Skulle det ske, at temperaturen sniger sig forbi 50 grader, så vil det være ny rekord i Australien, da den foreløbige rekord blev målt i sommeren 2019 til 49,9 grader i den australske Nullarbor Plain.
De varmeste regioner forventes at være i det vestlige Australien i regionerne Pilbare, Kimberley og North Interior, og det er altså her, at temperaturen nærmer sig og måske overstiger de famøse 50 grader.
Weatherzone (red. vejrtjeneste i Australien) udtalte: "Den varme luftstrøm vil skabe en alvorlig til ekstrem hedebølge ud over store dele af det centrale og nordlige Australien."
Således forventer man 41 grader hele ugen i Alice Springs i den centrale Australien og 44-45 grader lidt nord for Alice Springs i Rabbit Flat. Alice Springs og Rabbit Flat ligger begge flere hundrede meter over havets overflade, hvilket holder temperaturen 'nede'. Man forventer derfor, at temperaturen kan ramme 50 grader i de lavtliggende regioner i samme område.
Port Hedland forventes at ramme mindst 47 grader, og kommer muligvis til at slå deres rekord på 47,9 grader fra 1954.
I Adelaide forventes temperaturer op til 37 grader, i Brisbane op til 31 grader, i Sydney op til 30 grader og i Melbourne op til 33 grader.