Vidner har hørt skud ved et apotek i den tyske by Karlsruhe, hvor en bevæbnet gerningsmand har taget gidsler og kræver flere millioner kroner i løsesum.
Lige nu læser andre
En stor politiaktion er lige nu i gang ved et apotek, som ligger i centrum af den tyske by Karlsruhe nær Stuttgart i det sydvestlige Tyskland, hvor en formentlig bevæbnet gerningsmand har taget gidsler og kræver en stor løsesum.
Det skriver flere danske og tyske medier.
Ifølge Stuttgarter Zeitung har den endnu uidentificerede gerningsmand taget mindst to gidsler på apoteket, og vedkommende kræver angiveligt et etcifret millionbeløb i euro som løsessum.
Politiet vil dog hverken be- eller afkræfte antallet af gidsler eller løsesummens størrelse.
Vidner på stedet har ifølge TV2 hørt skud fra apoteket, og gerningsmanden er ifølge den tyske avis bevæbnet med et skydevåben, men dette er ikke bekræftet af politiet, som er massivt til stede.
De forsøger i øjeblikket at forhandle med gerningsmanden, som de har kontakt til, og politiet har understreget, at borgere i området umiddelbart ikke er i fare, men indbyggerne opfordres alligevel til at holde sig væk fra området, som desuden er afspærret.
Myndighederne har stillet en nærliggende skole til rådighed for de borgere, som ikke kan få adgang til deres hjem på grund af afspærringen.
Udover politiet er der adskillige ambulancer og beredskabskøretøjer på stedet, ligesom delstatens politis såkaldte ‘task force’ angiveligt er på stedet.
Politiets forhandlere er desuden til stede.