Forside Udland Blogger langer ud: ‘Kære mænd: Tag det billede’

Blogger langer ud: ‘Kære mænd: Tag det billede’

Blogger langer ud: ‘Kære mænd: Tag det billede’
Foto: Privat

Frustreret morblogger giver en opsang til uengagerede fædre på Instagram – nu er hendes opslag blevet liket af tusindvis.

“Tag nu bare det forbandede billede.”

Så kort og kontant lyder en opsang fra den australske morblogger Sophie Cachia på sin Instagram-profil. Hun sidder normalt bag tasterne på bloggen The Young Mummy, hvor hun beretter om sin hverdag som mor til to små børn. Og hun har en høne at plukke med mænd, der alt for sjældent tager billeder af deres koner og kærester sammen med deres børn.

“Vi (kvinder, red.) bruger dagevis på at forevige de smukke øjeblikke med jer og børnene,” skriver Sophie Cachia under et billede af sig selv med sin søn i en hyggestund på sofaen. Billedet er taget af drengens far og bliver af Cachia fremhævet som ”lige i øjet.”

Hun opfordrer i samme åndedrag andre mænd til at gøre det samme.

“Når I ser os sammen med børnene i et smukt og ægte øjeblik, så tag dog for pokker det billede,” skriver hun.

Og Sophie Cachias bøn til mændene lader også til at være ”lige i øjet.” I hvert fald har over 16.000 Instagram-brugere liket hendes opslag og over 800 kommenteret. Langt de fleste af kommentarerne lader til at være fra kvinder, der også savner foto-initiativ fra deres mænd.

Mange af kvinderne giver udtryk for, at mens deres egne telefoner er stopfulde af billeder med mand og børn, så findes der nærmest ingen fotos af dem selv sammen med deres poder – en tendens, de gerne vil have ændret.

“Åh gud, hvor er det bare sandt! Jeg har absolut ingen billeder af mig selv sammen med mine børn,” skriver brugeren bondi_mummy.

En del af kvinderne har tagget deres mænd og kærester i kommentarsporet for at videregive Sophie Cachias opfordring om flere billeder. Enkelte mænd blander sig dog også i diskussionen.

“Jeg tror, min kone har den helt modsatte opfattelse, jeg tager billeder af hende og børnene næsten hver dag,” skriver brugeren paternityleavedad.

 

Ads by MGDK