Britney Spears angriber Christina Aguilera over akavet video

Skrevet af Nicolai Busekist

21/11/2021
En popfejde fra 90'erne er genopstået, efter Britney Spears er gået til angreb på Christina Aguilera i et opslag på Instagram.

Mest læste i dag

Britney Spears har på brutal vis langet ud efter popstjernen Christina Aguilera, da hun er utilfreds med, at hun angiveligt har afvist at svare på et spørgsmål om hende på den røde løber.

I en video fra Latin Grammys denne uge, ses 40-årige Aguilera blive interviewet af journalister, der spørger hende, om hun har haft nogen kontakt med Britney Spears, efter hendes værgemål blev ophævet efter 13 år.

Sangerinden henvender sig straks til sin bodyguard, hvorefter hun viser et trist ansigtsudtryk og siger: "Jeg kan ikke."

Hendes bodyguard siger herefter: "Nej. Det gør vi ikke i aften. Jeg er ked af det. Tak," hvorefter Aguilera bliver ført væk fra pressen.

"Men jeg er glad på hendes vegne," når Aguilera dog at tilføje på sin vej væk. 

Det har fået Spears til at dele en video på sin Instagram-story, hvor hun stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor det er så 'svært et emne' for Aguilera at tale om.

"At nægte at tale, når du kender sandheden, svarer til en løgn," skriver Spears. "13 år i et korrupt system, men hvorfor er det så svært et emne for folk at tale om? Jeg er den, der gik igennem det."

Foto: Instagram

Spears fulgte opslaget op med en video af Lady Gaga, der diskuterede situationen i forbindelse med premieren på House of Gucci i Italien i denne uge.

"Måden hun blev behandlet på i denne branche, var virkelig forkert. Jeg tror, at hun for altid vil være en inspiration for kvinder," sagde Lady Gaga.

"Tak, Lady Gaga, fordi du oprigtigt tog dig tid til at sige noget så venligt. Du fik mig til at græde! Elsker dig," skriver Britney som svar til udtalelsen fra Lady Gaga.

For god ordens skyld bør det dog nævnes, at Aguilera tidligere har talt åbent om Spears' kamp mod værgemålet. Det gjorde hun i en lang tråd på Twitter i juni.

"De sidste par dage har jeg tænkt på Britney og alt, hvad hun går igennem. Det er uacceptabelt, at enhver kvinde eller person, der ønsker at være i kontrol over deres egen skæbne, måske ikke får lov til at leve livet, som de ønsker," skrev hun blandt andet.

"Den overbevisning og desperation af denne bøn om frihed får mig til at tro, at denne person, jeg engang kendte, har levet uden medfølelse eller anstændighed fra dem, der har kontrol," tilføjede hun.

"Til en kvinde, der har arbejdet under forhold og pres, der er utænkeligt for de fleste, lover jeg dig, at hun fortjener al den frihed, der er mulig for at leve det lykkeligste liv. Mit hjerte går ud til Britney. Hun fortjener al sand kærlighed og støtte i verden."