Pamela De Almeida ved bedre end de fleste, hvordan det er at have folks øjne i nakken og blive behandlet anderledes.
Det har hun bemærket i kølvandet af at have født en datter ved navn Sophia, der har Downs syndrom.
Hun følte, at hun med tiden var blevet tykhudet og ikke længere kunne blive overrasket over folks behandling af datteren - indtil der for nylig skete noget helt særligt.
Hun mente, at hændelsen var så overraskende, at hun valgte at skrive om det på Slice and Life - hendes blog dedikeret til at fortælle om, hvordan det er at opdrage to døtre, hvoraf den ene har Downs syndrom.
Foto: Facebook
"Jeg sad på Tim Hortons, en café, som min datter og jeg ofte besøger, og ved nabobordet sad to damer, som begyndte at stirre og hviske sammen. Det er vi vant til, da min datter Sophia har Downs syndrom," skriver hun indledningsvist og tilføjer:
"Jeg sad og så de to damer strække nakken for bedre at kunne se hende, helt uden bekymring for at jeg faktisk kiggede på dem. De var så nysgerrige. Normalt er det ikke noget, jeg tager mig af, men denne gang ville jeg ikke lade det gå min næse forbi."
Hun så da et ægtepar, der nærmede sig bordet, og hun tænkte med det samme, at også de ville nedstirre datteren.
Men manden hilste først på Sophia, hvorefter han stræk armen ud til en "high five" og derefter et håndtryk.
Sophia smilede og hilste tilbage.
Manden vendte sig efterfølgende mod Pamela og sagde, at han have en historie, som han ville dele med hende, men at han nok ikke kunne fortælle den uden at fælde en tårer.
Foto: Facebook
Han satte sig ned og fortalte, at han dagen før havde set et indslag i nyhederne om en kvinde, der lige havde født et barn med et alvorligt handicap og nu skulle stå frem og forsvare, hvorfor hun valgte at beholde barnet.
Hun skulle forsvare, at hun havde valgt ikke at få en abort, selv om det var en mulighed, som lægerne endda havde opfordret hende til at vælge.
"Pointen med historien er, at man ikke kan vide, hvilket indtryk et enkelt menneske vil have på verden. Man kan ikke vide, hvad et menneske kan gøre, hvis det aldrig får chancen for at vise det," sagde han og tilføjede nedenstående, inden han forlod bordet.
"Du er et vidunderligt menneske, og din datter er smuk. Tillykke!"
Pamela begyndte med det samme at græde.
Det var den første fremmede, der respekterede hendes datter og ikke bare stirrede.
Hun skriver, at der for en gangs skyld var nogen, der så hendes datters skønhed og hendes værdier.
Og for en gangs skyld blev det ikke hvisket bag hendes ryg.
