David fik sig lidt at drikke inden flyrejse til Italien: Vågnede op et helt andet sted

Skrevet af Nicolai Busekist

53 uger siden

|

12/05/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
David forventede at vågne op i solrige Italien, men endte i stedet med at slå øjnene op bag tremmer i et britisk fængsel.

Dagens topnyheder

En mand, der egentlig var på vej til Italien, endte med at vågne op et helt andet sted. I stedet for at nyde solens stråler i Støvlelandet mod syd, vågnede han på den forkerte side af tremmerne i et britisk fængsel.

David Ballantyne havde angiveligt fået sig 'et par vodkaer', mens han ventede på sit fly til Sorrento fra lufthavnen i Birmingham.

Ventetiden må have været lang, for David formåede at drikke sig rigtig fuld. Det resulterede i, at han blev 'aggressiv' overfor personalet, hvilket førte til et misset fly.

Det lykkedes ham at finde transport væk fra lufthavnen, men næppe, hvad han havde forventet. Den 55-årige David endte nemlig bag i en politibil, skriver Daily Star.

Ifølge Birmingham Live besluttede politiet at anholde David, efter han havde kaldt en betjent for et knap så nydeligt skældsord. Derudover havde han også truet en anden betjent med bank.

Den 55-årige mand er nu blevet idømt en bøde på 200 pund (cirka 1.700 kroner), og er blevet dømt til at betale en erstatning på 80 pund (cirka 680 kroner) og sagens omkostninger på 50 pund (cirka 430 kroner).

Hændelsen fandt sted den 21. april, hvilket David har erkendt. I retten har han forklaret, at det skete som følge af, at hans medicin ikke harmonerede godt med alkoholen.

Han erkendte at have været fuld og opført sig uanstændigt på et offentligt sted under onsdagens retsmøde i Birmingham Magistrates' Court.

"Han blev ved med at bande og være voldelig, og derfor blev han taget ud fra Gate 47 og placeret i en politibil, hvilket afsluttede hans forsøg på at tage på ferie," sagde dommer David Wain.

"Lufthavne er særligt følsomme steder at være. De er fyldt med familier, der er på vej på ferie."

"Nogle er måske bange for at flyve, og det sidste, de har brug for, er nogen, der er fuld og voldsom. Du forhindrede også politiet i at gøre, hvad de skal gøre."

David, der har besluttet ikke at have en advokat med i retten, erkendte sig skyldig. Det gjorde han også klart i sit svar til dommeren.

"Jeg undskylder for det. Da jeg fik ind i loungen, fik jeg et par sandwich og et par vodkaer. Jeg skulle ikke have blandt min medicin med alkohol. Jeg endte i en celle, uden at kunne huske noget," sagde han.

"Jeg er virkelig ked af det. Jeg har ikke været i problemer i årevis. Jeg fortryder, hvad der skete, og jeg undskyldte over for alle."

På trods af, at han måtte tilbringe en enkelt nat i en celle, rejste David alligevel til Italien dagen efter.