Disse seks mænd har fået særlig tilladelse til at forlade Ukraine trods krigen

Skrevet af Mathias Madsen

19/04/2022
Foto: Eurovision.tv
Foto: Eurovision.tv
Ukrainske mænd mellem 18 og 60 år må ikke forlade landet, da de skal stå til rådighed for den ukrainske hær, men det gælder åbenbart ikke alle.

Dagens topnyheder

Siden krigens start d. 24. februar har mere end fire millioner ukrainere forladt deres hjemland og er flygtet til primært Polen, men også her til Danmark. 

Det er dog primært kvinder, børn og ældre, som har lagt krigens rædsler bag sig, da ukrainske mænd i alderen 18 til 60 år har fået forbud mod at forlade landet.

Det forbud er sat i verden, fordi unge og raske ukrainske mænd er nødsaget til at blive i Ukraine og slutte sig til forsvaret for at beskytte landet mod de russiske invasionsstyrker. 

Umiddelbart skulle man tro, at reglen gælder for alle raske mænd, men det har vist sig, at der åbenbart er undtagelser. 

Ifølge Deadline har Ukraines bud på en 'Eurovision 2022'-vinder, rapgruppen Kalush Orchestra, nemlig undtagelsesvis fået lov til at forlade landet for at tage på turne i Europa til trods for, at gruppen består af seks mænd, som alle er mellem 18 og 60 år. 

Gruppen har tidligere optrådt i Ukraine, Holland og Israel, men nu har de altså fået lov til at drage afsted og optræde i adskillige europæiske lande forud for Eurovision konkurrencen for at promovere sig selv, selvom det næppe er nødvendigt. 

Gruppen spåes nemlig allerede af bookmakerne til at vinde hele showet, og det menes således, at de har hele 34 procent chance for at vinde. 

Bliver det tilfældet, så bliver det ifølge Ekstra Bladet formentlig anden gang i Eurovision's historie, at et vinderland ikke kommer til at afholde næste års show, da det sandsynligvis ikke er forsvarligt at afholde showet i Ukraine til næste år på grund af den igangværende krig. 

Det er kun sket én gang før i nyere historie, da Israel vandt to år i streg i 1978 og 1979, og israelsk stats-tv vurderede, at man ikke havde råd til at afholde showet igen. 

Dette års Eurovision er den 66. udgave af sangkonkurrencen, og det afholdes i år i Italien, da sidste års vindere var italienske 'Måneskin' med sangen 'Zitti E Buoni'. 

Finalen finder i år sted lørdag d. 14. maj, og inden da afholdes der to semifinaler, hvor det skal afgøres, hvem finalelandene skal være. 

Som altid er Italien, Storbritannien, Spanien, Frankrig og Tyskland sikret en plads i finalen, og i år er både Rusland og Hviderusland udelukket fra konkurrencen som konsekvens af krigen i Ukraine.

Hviderusland er endda blevet permanent udelukket.

Danmark repræsenteres af gruppen 'REDDI' med sangen 'The Show', som kan høres herunder:

Ukraines repræsentant skal optræde med sangen 'Stefania', som kan høres herunder:

Danmark deltog første gang i Eurovision i 1957 og har siden vundet tre gange. 

Første gang i 1963 med 'Dansevise' fremført af Grethe og Jørgen Ingmann, herefter i 2000 med 'Fly on the wings of love' fremført af Brødrene Olsen og senest i 2013 med 'Only teardrops' fremført af Emmelie de Forest.

Udover allerede nævnte Danmark, Ukraine og Italien deltager følgende 37 lande også i årets konkurrence:

Albanien, Armenien, Australien, Østrig, Azerbaijan, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Estland, Finland, Frankrig, Georgien, Tyskland, Grækenland, Island, Irland, Israel, Letland, Litauen, Malta, Moldova, Montenegro, Holland, Nordmakedonien, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, San Marino, Serbien, Slovenien, Spanien, Sverige, Schweiz og Storbritannien.