Donald Trumps søn sælger T-shirts med hånende slogan efter Baldwin-ulykke

Skrevet af Julie Møller

26/10/2021
Foto: Shutterstock.
Foto: Shutterstock.
På sin hjemmeside sælger Donald Trump Jr T-shirts, der håner Hollywood-skuespilleren Alec Baldwin.

Dagens topnyheder

Donald Trump Jr., søn af USA's tidligere præsident Donald Trump, sælger T-shirts på sin webshop, der håner Hollywood-skuespilleren Alec Baldwin. 

Det skriver mediet The Hill. 

Torsdag mistede filmfotografen Halyna Hutchins livet i en tragisk ulykke under en filmoptagelse. Hun blev dræbt, da Alec Baldwin affyrede et rekvisitskydevåben under filmoptagelserne.

På sin hjemmeside sælger Donald Trump Jr T-shirts med sloganet: "Våben dræber ikke mennesker. Alec Baldwin dræber mennesker".

Donald Trump Jr. har siden ulykken delt flere memes af Baldwin på sin Instagram-profil.

Blandt andet et meme med teksten: "Lad os alle se Alec Baldwin bebrejde pistolen" med billedteksten "Det er kun et spørgsmål om tid.”

Alec Baldwin parodierede Donald Trump i årevis på programmet ‘Saturday Night Live’, og skuespilleren er fortaler for en skærpelse af våbenlovgivningen i USA.