Drama på ferie: Lille pige drev til havs på flydende enhjørning

Skrevet af Julie Møller

25/08/2020
Foto: Screenshot fra Youtube.com
Foto: Screenshot fra Youtube.com
Den lille pige drev til havs på en stor oppustelig enhjørning ud for den græske kyst.

Dagens topnyheder

Det må være enhver forældres værste mareridt.

At se ens barn drive til havs. Det var virkeligheden for et forældrepar, der i weekenden besøgte den græske by Antirio sammen med deres lille datter. Antirrio er en by i  Vestgrækenland, der er placeret lige ud til kysten.

Pigen, som formodes at være 4-5 år, havde leget i vandet på sit badedyr, og pludselig drev hun til havs. Forældrene gik i panik, men det lykkedes dem at få en lokal færge til at sætte efter hende, da hun drev hele 800 meter ud fra kysten.  

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan den lille pige driver af sted på enhjørningen, og hvordan det lykkes færgen at nærme sig pigen. 

Pigen formåede at sidde helt rolig på badedyret, og mandskabet ombord på færgen fik pigen i sikkerhed. 

Ifølge sitet Greek City Times blev pigen efterfølgende viderebragt til de forskrækkede forældre. 

Det er sket før

Det er ikke første gang, at den lokale færge “Salaminomachos” redder personer, der er kommet på afveje på oppustelige badedyr, skriver Greek City Times.

For nyligt reddede færgen en ældre mand, der også var drevet til havs i området. Denne gang var det dog ikke på en enhjørning, men på en bademadras.