Dronning Elizabeth II må siges at have haft en anderledes skolegang, end de fleste. En stor del af hendes skolegang og lektier blev nemlig klaret på Windsor Castle.
Efter hendes død i starten af september, er der nu blevet delt en række billeder, der stammer fra hendes ungdom. Blandt andet er der billeder, der viser, hvordan hun så ud, da hun læste lektier på netop Windsor Castle. Det skriver magasinet HELLO!
Blandt billeder støderne man på et billede, der stammer fra 1940, som viser daværende prinsesse Elizabeth, der koncentrerer sig om sine lektier, mens hendes søster, prinsesse Margaret, sidder ved siden af.
Foto: Getty Images
På billedet sidder de to søstre ved et rundt bord, der er dækket af en rækker bøger. Bordet er placeret i en af de nydelige stuer i Windsor Castle, hvorfor de var omgivet af glamour og ekstravagance.
En af deres elskede corgier har desuden også fundet vej til billedet. Den har nemlig lagt sig til at sove under bordet, og var tilsyneladende ikke helt så optaget af lektielæsningen, som de to prinsesser var.
De to søstre blev undervist af deres mor og guvernante (privatlærerinde, red.), Marion Crawford, som de kærligt kaldte for 'Crawfie'.
Ifølge royalcentral.co.uk lærte de både om matematik, historie, dans, kunst og sang. Dronningen kastede sig desuden også ud i den sproglige verden, og formåede at blive flydende i både fransk og tysk.
"Manglen på en formel uddannelse skadede hende ikke, da hun var naturligt analytisk og noget af en autodidakt, såvel som at være hårdtarbejdende - hvilket vi nu ved er lige så vigtigt som rå hjernekraft," fortæller professor Kate Williams, der er forfatter til bogen 'Young Elizabeth'.
Et andet billede viser den afdøde monark, der denne gang sidder alene, men i samme stue, som det andet billede, der tydeligvis fungerede som et klasseværelse. Denne gang ses hun med en kuglepen, som hun bruger til at skrive i en af sine notesbøger.
Dronningen og hendes søster var den sidste generation af den britiske kongefamilie, der blev uddannet derhjemme. Siden da er medlemmerne af familien blevet sendt på eksklusive privatskoler.
Prinserne Harry og William gik på Ludgrove School og studerede begge på Eton College bagefter.
Prinsen af Wales' børn, prins George, prinsesse Charlotte og prins Louis, er for nylig skiftet til en ny skole, da de er blevet flyttet til Lambrook School nær Windsor. De havde deres første uge på skolen, da dronningen døde den 8. september.