Hverdagen med corona er ikke noget, vi bare skal forvente hører med til 2020. Ifølge en asiatisk doktor med speciale i infektionssygdomme, så kan coronavirussen blive her til 2024.
Lige nu læser andre
Da coronavirussen første gang kom frem i medierne, meldte de danske sundhedsmyndigheder ud, at der ikke var særlig stor sandsynlighed for, at smitten ville komme til Danmark.
De blev dog hurtigt meget klogere, og her knap et halvt år efter, har mange danskere vænnet sig til en anderledes hverdag, hvor man skal tænke ekstra meget over hygiejnen og ens afstand til folk.
Selvom virussen er under kontrol i Danmark og flere steder i Europa, så er der ikke tegn på, at den stopper lige foreløbigt. Spørger man den kinesiske læge Zhang Wenhong, der er direktør på et hospital for infektionssygdomme i Shanghai, så kommer vi heller ikke til at slippe af med virussen lige foreløbigt.
Hans dystre melding lyder på, at vi måske skal helt hen til 2024, før vi kan få en hverdag uden corona igen.
“Vi kommer ikke til at kunne udrydde sygdommen de kommende to, tre til fire år,” lyder hans ord i et interview med det britiske ITV News.
Advarer Europa
I samme interview kommer lægen også med en advarsel til både Europa og til Asien. Han mener, at begge kontinenter skal være meget påpasselige i forbindelse med en mulig andenbølge, der kan ramme i efteråret.
“Lige nu skal Asien og Europa være meget påpasselige i forhold til en anden bølge af virussen,” lyder det fra Zhang Wenhong.
Mens Zhang Wenhong er lidt mere pessimistisk i sin vurdering af fremtiden, så er meldingen fra Dr. Sergio Brusin fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og kontrol med sygdomme (ECDC) væsentligt mere positiv.
Han fortæller til det britiske medie The Telegraph, at den genopblussen vi har set i løbet af den seneste tid, vil vare i nogle måneder, men at der ikke vil komme en decideret andenbølge. Han mener nemlig, at landene kan håndtere coronavirussen meget bedre, og at de kan reagere hurtigt på lokale udbrud.