Efter tavshed: Nu taler Putin igen

Skrevet af Nicolai Busekist

27/02/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Ruslands præsident, Vladimir Putin, taler for første gang siden fredag.

Dagens topnyheder

Siden fredag har der været stilhed fra den russiske præsident, Vladimir Putin. I mellemtiden har han styrker fortsat sin invasion af og angreb på Ukraine og landets folk.

Søndag morgen har Putin igen udtalt sig om den krig, der raser i Ukraine. Det sker i en kort tale, der blev sendt på russisk tv.

Talen var ikke blot de første ord fra Putin siden fredag. Det er også første gang, at han har vist sig offentligt i de seneste dage.

Ifølge The Guardian benyttede han talen til at rose de russiske styrker, der kæmper i Ukraine. Her roste han dem for deres 'heroiske indsats'.

Ydermere benyttede han også muligheden for at gentage sit tidligere budskab om, at der ikke er tale om en invasion. Vladimir Putin nægter derfor tydeligvis at anerkende, at han har invaderet Ukraine.

Derimod forklarede han i den tv-transmitterede tale, at der var tale om en 'særlig aktion med henblik på at yde assistance til folkerepublikkerne i Donbas', hvilket dækker over Donetsk og Lugansk.

Mange af de soldater, der er blevet udsendt fra Rusland, som altså er sendt til Ukraine for at yde assistance til Donbas, er blevet såret eller har mistet livet.

Rusland offentliggør ikke sine egne tabstal, hvorfor det ikke er muligt at bekræftet det reelle tal, men det ukrainske præsidentkontor hævder, at landets soldater har dræbt eller såret op mod 3.500 russiske soldater.

Kampene i Ukraine rammer dog ikke blot soldater på begge sider af krigen. Uskyldige civile ukrainere har også mistet livet, efter Putin beordrede en invasion af landet.

Ifølge det ukrainske sundhedsministerium har mindst 198 civile ukrainere mistet livet, hvoraf tre af dem er børn. Derudover oplyser ministeriet, at 1.115 personer er blevet såret, herunder 33 børn.