Efter tragisk skoleskyderi, der kostede 19 børn livet: Hele politistyrken bliver nu suspenderet på ubestemt tid

Mathias Madsen

104 uger siden

|

09/10/2022
Udland
21 hvide kors - ét for hvert offer - blev sat op foran Robb Elementary School kort efter skoleskyderiet / Foto: Shutterstock
21 hvide kors - ét for hvert offer - blev sat op foran Robb Elementary School kort efter skoleskyderiet / Foto: Shutterstock
Politiet i Uvalde fik stor kritik for deres håndtering af et tragisk skoleskyderi d. 24. maj i år, og det får nu store konsekvenser for en lang række betjente.

Dagens topnyheder

D. 24. maj i år gik en 18-årig mand amok med en AR-15 riffel i byen Uvalde i Texas. 

Her startede han dagen med at skyde sin bedstemor i hovedet, hvilket den ældre dame heldigvis overlevede, men med voldsomme skader.

Herefter gik manden amok på byens folkeskole, Robb Elementary School, hvor han over en periode på mere end én time formåede at skyde og dræbe 19 børn og to lærere på skolen, før politiet endelig trængte ind på skolen og dræbte ham. 

Siden har politiet i byen fået stor kritik, fordi de opholdte sig ude foran skolen i op mod én time, før de trængte ind.

Kritikken lød blandt andet på, at politiet tænkte mere på deres egen sikkerhed end på børnenes. 

Imens betjentene stod foran skolen, kunne de fremmødte forældre høre, hvordan der blev skudt på skolen, hvor deres børn opholdte sig. 

Øjenvidner berettede om, hvordan betjentene foran skolen endda forhindrede forældre i selv at løbe ind på skolen og hjælpe, og én forældre spurgte angiveligt politiet om han måtte låne et våben, så han kunne gå ind på skolen, hvilket han ikke fik lov til. 

Politikorpset forsvarede sig efterfølgende på kritikken ved at forklare, at de blev nødt til at tænke på egen sikkerhed, men nu ser det ud til, at korpsets håndtering af sagen (eller mangel på samme) får konsekvenser. 

Hele 'Uvalde Consolidated Independent School District Police Department' er i hvert fald blevet midlertidigt suspenderet på ubestemt tid på grund af en efterforskning af håndteringen af skyderiet, som er ét af de værste i USA's historie. 

Det skriver Unilad

I alt er der tale om fem betjente og én sikkerhedsvagt, som er blevet midlertidigt suspenderet i "et stykke tid," ligesom én ledende betjent og én fra den administrative ledelse også er sendt på "administrativ orlov."

"Som en konsekvens af de nylige udviklinger er Lt. Miguel Hernandez og Ken Mueller sendt på administrativ orlov, og distriktet har besluttet at suspendere alle aktiviteter for Uvalde CISD Police Department i et stykke tid. [...] Ken Mueller har valgt at gå på pension," lød det således i en udtalelse fra politidistriktet. 

I udtalelsen kan man desuden læse, at distriktet samarbejder med "Texas Police Chiefs Association, som styrer" en efterforskning af hændelsen. 

"Resultatet af efterforskningen vil være rettesnoren for genopbygningen af distriktet og for ansættelsen af en ny politichef," står der desuden i udtalelsen, hvor man ydermere kan læse, at efterforskningsrapporten ventes at være færdig i slutningen af oktober. 

Ofrenes familier hylder beslutningen

Mange af ofrenes familiemedlemmer har udtalt, at de er glade for beslutningen om at suspendere hele politistyrken. 

"Dette er det perfekte eksempel på, hvorfor vi ikke stoppede [red. med at protestere over håndteringen af skyderiet]," har Berlinda Arreola, der er bedste mor til offeret Amerie Jo Garza, således udtalt til ABC News. 

Hun har desuden forklaret: "Vi fortsætter, fordi der er andre børn, som stadig går i skole der. Mange af de afdødes søskende går der. Vi vil sikre os, at vores børn er sikre og beskyttede. Og vi vil sikre os, at de folk, som skal beskytte dem, er villige til at beskytte dem."

"Dette kan ikke være afgørelsen," lød det desuden fra Texas' senator Roland Gutierrez, som repræsenterer Uvalde-området. 

Han fortsatte: "Vi har stadig brug for fuld gennemsigtighed og retfærdighed fra enhver myndighed [...] som svigtede os i Uvalde."