Det har længe været planen, at verdens rigeste person, Elon Musk, skulle købe det sociale medie Twitter. Prisen skulle være omkring 44 milliarder dollars. Det kom dog for få dage siden frem, at det ikke kommer til at blive sådan, hvis det står til Elon Musk. Han vil nemlig annullere købet.
Og det har ikke vakt glæde hos Twitters bestyrelse, som havde regnet med et salg til rigmanden. Derfor vil man nu gå rettens vej.
Twitter har således sagsøgt Elon Musk for at bryde en aftale om at overtage selskabet for 44 milliarder dollars (326,5 milliarder kroner), og kræver altså transaktionenen gennemført. Det fremgår af retsdokumenter, som er indgivet til en domstol i Delaware, USA.
- Musk mener tilsyneladende, at han – i modsætning til enhver anden part underlagt Delawares kontraktlovgivning – er fri til at ombestemme sig, være ligeglad med virksomheden, forstyrre dens drift, nedbryde aktionærernes værdi og bare smutte, hedder det i retsdokumentet fra Twitter ifølge TV 2.
Elon Musk mener, at Twitter ikke har levet op til salgsaftalen. Selskabet har ifølge Musk ikke været i stand til at dokumentere, at færre end fem procent af alle brugerkonti er falske.
I et brev fra hans advokater til Twitter fredag blev det sociale medie beskyldt for at have givet "vildledende oplysninger" og ikke "opfyldt sine kontraktmæssige forpligtelser".
Derfor vil Tesla-direktøren altså annullere købet. Twitter har anmodet om, at domstolen i Delaware behandler sagen over fire dage i september måned.