En uværdig sidste rejse? Krematorium fylder lejet varevogn med lig

Mathias Madsen

18 uger siden

|

14/06/2024
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Et norsk krematorium er kommet i modvind, efter det er kommet frem, at de fragter kister med lig i massevis i en lejet varebil uden de pårørendes viden.

Dagens topnyheder

Døden er for mange hellig og skrøbelig, og de fleste sætter pris på, at deres nærmeste får en smuk og respektfuld afsked.

Det ved de fleste bedemænd godt, og derfor foregår begravelser, bisættelser og lignende også oftest under ordnede og meget respektfulde forhold.

Sådan er det dog ikke hos alle bedemænd og krematorier. Det mener mange norske pårørende i hvert fald ikke, efter det er kommet frem, at Vestfold Krematorium, der ligger ca. 50 km syd for Oslo i Norge, bruger en lejet varebil til at fragte kister med lig.

Det skriver det norske medie NRK.

Transporterer op til otte lig af gangen

Krematoriet har mildest talt været i modvind i Norge, efter det forleden kom frem, at krematoriet bruger en lejet varebil til at transportere de afdøde.

I øjeblikket er krematoriet i Vestfold under ombygning, og selve kremeringerne foregår derfor i byen Skien, som ligger ca. 45 minutters kørsel fra krematoriet i Vestfold, og det er til netop denne kørsel, at Vestfold Krematorium tilsyneladende har valgt at bruge en lejet varebil til at transportere de afdøde i stedet for en rustvogn.

Ydermere fragter krematoriet mellem fire og otte kister med afdøde af gangen, og det har mødt stor kritik fra flere pårørende, som anklager krematoriet for ikke at give de afdøde en værdig sidste rejse. Kisterne stables ifølge NRK i en træramme i to etager i varebilen.

Derudover har krematoriet også mødt kritik for at være uærlige, da de ikke informerer de pårørende om, hvordan transporten foregår.

Vestfold Krematoriums daglige leder, Monika Holm Svinsholt, har dog afvist kritikken. Hun hævder, at transporten er værdig og inden for normalen, selvom hun anerkender, at den kan virke anderledes for personer, der ikke arbejder i branchen.

"Vi er i gang med at udskifte de to eksisterende gasovne med en el-ovn. Der vil derfor være lukket for kremeringer i en periode på omkring tre måneder. [...] det er rigtigt, at vi har leaset en bil, der er indregistreret som varebil til at transportere kister til krematoriet i Skien," har hun forklaret.

Svinsholt har uddybet, at hun mener, at transporten er værdig, "selvom det måske virker anderledes for nogle."

"Det er ikke usædvanligt, at flere kister transporteres på samme tid, enten i regi af et krematorium eller begravelsesbureau i forbindelse med midlertidig lukning af et krematorium," har hun forklaret. Hun indrømmer dog, at det er uden for normalen at anvende en varevogn til transport af afdøde.

"Nej, det er nok rigtigt, at det ikke er almindeligt, men det er en midlertidig løsning og betragtes som intern transport. Det er ikke en såkaldt højtidelig transport ifølge brancheorganisationen for bedemænd," har hun således forklaret.

Hun bekræfter desuden, at det er korrekt, at Vestfold Krematorium ikke har informeret de pårørende om transporten, men hun henviser til, at Vestfold Krematorium ikke har den direkte kontakt med de pårørende. Det har bedemændene.

Ifølge Tom Sletsjøe fra Sletsjøe begravelsesbureau i Larvik, som er én af de bedemænd, Svinsholt henviser til, er bedemændene, der bruger Vestfold Krematorium, dog ikke blevet informeret om, at krematoriet bruger en lejet varevogn til transport af ligene.

Han mener, at det er uværdigt, og han kan ikke forstå, hvorfor bedemændene ikke selv kan få lov til at køre de afdøde til Skien én af gangen i en rustvogn.

"Det her er uværdigt og meget respektløst over for de pårørende. Både den afdøde og ikke mindst familierne fortjener, at den sidste rejse forløber på en værdig måde," har han blandt andet udtalt.