FN med tragisk udmelding: Så mange civile har mistet livet i Ukraine

Skrevet af Mathias Madsen

04/04/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det er nok de færreste, der er i tvivl om, at krigen i Ukraine har kostet mange mennesker livet.

Dagens topnyheder

Flere tusinde soldater på begge sider har således mistet livet i kampen for deres fædreland, men krigens konsekvenser har desværre også ramt flere millioner civile. 

Mere end tre millioner ukrainere har således forladt deres hjemland og er draget mod især Polen, men selv i Danmark har vi også allerede modtaget mere end 10.000 flygtninge.

Der er desværre også mange civile, som ikke nåede at forlade deres hjem, før bomberne faldt, hvilket har resulteret i, at de mistede livet. 

FN har således ifølge TV2 udtalt, at mindst 1.400 civile har mistet livet siden d. 24. februar, ligesom at mindst 2.000 civile er kvæstet som konsekvens af den russiske invasion. 

Selvom de tal i forvejen er uhyggeligt høje, så slår FN's rapport desværre også fast, at de faktiske tal formentlig er væsentlig højere. 

FN skriver, at de fleste dødsfald har været en konsekvens af de voldsomme kampe i de østlige regioner Donetsk og Lugansk.

Denne tragiske udmelding fra FN kommer nogenlunde samtidig med, at Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj i et interview med CBS News ifølge BBC har udtalt, at det russiske angreb på Ukraine bedst kan beskrives som "folkedrab."

Han har forklaret, at "koncentreret ondskab er kommet til vores land," og at den russiske invasion er "tortur af hele nationen."