Kort efter angrebet på 'World Trade Centers' i september 2001 blev de første fanger, som mistænktes for at have forbindelse til terrororganisationen Al-Qaeda, fragtet til fængslet i Guantanamo Bay i Cuba.
Siden da har hundrevis af fanger siddet fanget i et fængsel, hvor de hverken har status som krigsfanger eller almindelig fanger, men derimod som 'fjendtlige kombattanter'.
Det betyder, at de hverken er beskyttet af Geneve-konventionen eller den amerikanske forfatning, og der har derfor gået rygter om, at fangerne lever under umenneskelige forhold og blandt andet bliver udsat for tortur.
Guantanamo-lejren har gennem årene fået stor kritik fra blandt andre flere menneskerettighedsorganisationer, men ingen ved noget med sikkerhed, da meget få mennesker har sat deres fødder i lejren, ligesom det er ekstremt sjældent, at billeder fra lejren slipper ud.
Ifølge The New York Times lækkede WikiLeaks i 2011 enkelte billeder af fanger, men udover det er stort set ingen billeder fra fængslet blevet offentliggjort - indtil nu.
Den amerikanske avis har nemlig brugt 'Freedom of Information Act' til at få adskillige billeder af de første fanger, som ankom til den berygtede lejr for 20 år siden.
Billederne blev taget af militærfotografer i 2002 af de første fanger, som ankom til lejren, og skulle bruges til at vise til militære og politiske ledere.
På billederne kan man se adskillige fanger iført orange fangedragter og håndjern og med gaffetape om håndleddene, maske for øjnene og høreværn på ørerne.
På ét enkelt af billederne ses en fange, som løftes af to vagter, og det skyldes angiveligt, at det var nemmere at løfte fangerne end at lade dem gå selv, når de var i lænker.
Billederne viser desuden fanger ombord på fly og fanger, som bliver trukket ind og ud af busser.
Se billederne på avisens hjemmeside ved at trykke her.
I 2009 lovede Barack Obama, at Guantanamo-lejren ville blive lukket, og at fangerne ville få en ordentlig dom ved en amerikansk domsstol, som de så kunne afsone i et fængsel i USA.
Siden da er antallet af fanger i lejren faldet drastisk, men i 2015 sad der fortsat 122 fanger i lejren. Det vides ikke præcis, hvor mange fanger der er i lejren i dag.