En læge har advaret om farerne ved at drikke for mange sodavand, efter at han blev nødt til at fjerne 35 sten fra blæren på en mand, der havde for vane at drikke tre liter Coca-Cola hver dag.
I en video på Instagram, som indtil videre har fået over 8,5 millioner visninger, forklarer den brasilianske urolog Dr. Thales Andrade, at et 'overdrevet' forbrug af sukkerholdige og kulsyreholdige drikkevarer kan føre til nyresten.
I videoen, hvor han taler portugisisk, viser han ifølge mediet Daily Mail seerne en skål med flere store, gule sten, som han netop havde fjernet, mens patienten stadig lå på operationsbordet.
Nyresten er kalkaflejringer, der dannes i urinvejene og bevæger sig mod blæren for at blive udskilt gennem urinen. Det kan forårsage skarp smerte, kvalme, opkast, sviende fornemmelse - og i nogle tilfælde blod i urinen.
Hvis de ikke behandles, kan stenene vandre til blæren og føre til livstruende komplikationer som nyresvigt eller sepsis, som er en meget alvorlig tilstand, hvor kroppen angriber sit eget væv og organer.
I teksten under videoen forklares det, hvordan stenene opstod. At drikke for meget Coca-Cola, som indeholder store mængder sukker, kan øge niveauet af kalk i kroppen og dermed øge risikoen for stendannelse.
Derudover indeholder kulsyreholdige drikkevarer kemikalier som fosforsyre, der skaber et surt miljø i nyrerne - og det fremmer dannelsen af hårde, stenlignende klumper.
"At opretholde god væskebalance og undgå overdrevet forbrug af sodavand er afgørende for forebyggelse. Nyresundhed begynder med de daglige valg af, hvad vi drikker," sagde Dr. Andrade.
Ifølge National Kidney Foundation gælder det, at jo større stenen er, desto mere udtalte er symptomerne. Kraftige smerter i den ene eller begge sider af den nedre ryg er en almindelig klage. Disse smerteanfald kan vare fra få minutter til flere timer.
Blod i urinen, urinvejsinfektioner og kvalme eller opkast er også hyppige advarselstegn. Nyresten rammer mere end én ud af ti personer - oftest i alderen 30 til 60 år - og skyldes, at affaldsstoffer i blodet danner krystaller.
Over tid ophobes krystallerne og danner en hård, stenlignende masse. Når en nyresten er dannet, forsøger kroppen at udskille den gennem urinen. De fleste sten er små nok til at kunne passere naturligt og kan håndteres derhjemme. Men hvis de bliver for store, er kirurgi ofte nødvendig for at fjerne dem.