Højeste alarmberedskab: Athen-forstæder evakueres grundet skovbrande

Mathias Madsen

7 uger siden

|

11/08/2024
Flere voldsomme skovbrande hærger lige nu områderne omkring Athen.

Dagens topnyheder

Denne sommer har - ligesom de sidste mange år - været plaget af store natur- og skovbrande flere steder i verden. Særligt enkelte delstater i USA og lande i Sydeuropa har været hårdt ramt.

Ét af de lande, som hvert år rammes af adskillige skovbrande, er Grækenland, og i år har bestemt ikke være en undtagelse. Landet har således allerede været plaget af flere skovbrande, og netop nu hærger to store skovbrande nær hovedstaden Athen.

Først var det i byen Varnavas nord for Athen, at en skovbrand brød ud. Det resulterede ifølge det græske medie Greek Reporter i, at store skov- og landbrugsområder brændte.

Branden har endnu ikke ramt bebyggelse, men da den søndag eftermiddag startede nær byen blev samtlige beboere i området via 112 opfordret til at evakuere fra deres hjem og søge mod én af de nærliggende byer Grammatiko eller Kapandriti.

165 brandfolk i besiddelse af 30 køretøjer, syv fly og ni helikoptere kæmper lige nu mod branden, som i skrivende stund endnu ikke er under kontrol.

Endnu en brand

Kort efter branden i Varnavas brød ud søndag eftermiddag, brød endnu en brand ud nær den græske hovedstad. Denne gang var det ved byen Megara vest for Athen.

Igen blev beboerne i området via 112 opfordret til at evakuere fra deres hjem, da voldsomme flammer hærgede nær byen. Røgen fra flammerne kunne ses fra Athen.

48 brandfolk i besiddelse af 30 køretøjer, to fly og to helikoptere kæmper i skrivende stund mod denne brand, som ligesom branden i Varnavas endnu ikke er under kontrol.

De to brande brød ud kun én dag efter, at de græske myndigheder erklærede at være i højeste alarmberedskab i store dele af landet på grund af den massive risiko for skov- og naturbrande.

Nedenstående billede viser, hvor i Grækenland der i weekenden er højest risiko for skovbrande. Områderne markeret med rød - herunder Athen - er i højeste alarmberedskab.

Foto: Greek Reporter

De røde områder på ovenstående billede har været i højeste alarmberedskab siden lørdag, hvor dette blev besluttet på et møde med blandt andre Grækenlands klimaminister.

Områderne vil forblive i højeste alarmberedskab minimum indtil d. 15. august, men formentlig hele den kommende uge.

Den massive risiko for skovbrande i store dele af Grækenland skyldes ifølge Greek Reporter ekstreme vejrforhold med høje temperaturer, der har ført til en ekstremt tør natur, og kraftige vindstød, som sætter mere gang i de allerede eksisterende skovbrande.