Hovedmistænkt i stort terrorangreb med bøn: "Tilgiv mig"

Skrevet af Mathias Nielsen

17/04/2022
Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Den hovedmistænkte anmoder om tilgivelse.

Dagens topnyheder

I november 2015 blev Paris ramt af et voldsomt terrorangreb, som endte med at dræbe 130 mennesker.

Salah Abdeslam er i dag 32 år, og han er den eneste af de mistænkte, som stadig er i live.

I øjeblikket er han for retten, hvor han er tiltalt for mord. Bliver han dømt, kan han ende med at blive fængslet på livstid.

Terroangrebet var rettet mod byens Bataclan-teater, caféer og det nationale stadion. Salah Abdeslam hævder, at han ombestemte sig for at detonere sin selvmordsvest på en cafe, men anklagerne siger, at det ikke passer.

Mens han aflagde vidnesbyrd i fredags, bønfaldt Abdeslam de overlevende om at "afsky mig med mådehold".

Han hævdede, at bagmanden bag angrebene overbeviste ham to dage før om at slutte sig til holdet af selvmordsbombere, og at hans bror dagen inden angrebet viste ham cafeen i det nordlige Paris, hvor det var meningen, at Salah skulle detonere sig selv midt i en menneskemængde.

"For mig var det et chok. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg vidste, at jeg ikke var klar til det," sagde Salah Abdeslam i retten ifølge Sky News

Salah fortalte retten, at han bar sprængstofvesten natten til den 13. november, hvor hans bror og andre IS-ekstremister spredte sig over hele Paris og gjorde sig klar til angrebet.

"Jeg går ind i cafeen, jeg bestiller en drink. Jeg tænkte. Jeg kiggede på folk, der grinede og dansede. Og det var da, jeg vidste, at jeg ikke kunne gøre det. Jeg sagde til mig selv, jeg vil ikke gøre det," sagde Salah Abdeslam.

Abdeslam fortalte yderligere, at han forlod cafeen og forsøgte at finde sine venner for at bede om hjælp, idet han tog en taxa tværs over Paris til Montrouge, hvor han sagde, at han fjernede detonatoren fra sin eksplosive vest og smed den i en skraldespand.

Han gik derefter i skjul, først nær Paris og flygtede senere hen til Bruxelles sammen med nogle venner. Han blev anholdt i Bruxelles fire måneder senere.