Hvis du har for vane at tjekke mobilen, mens du går over fodgængerfeltet, bør du være ekstra opmærksom næste gang du besøger Spanien.
Landets trafikmyndigheder strammer nu reglerne – og fodgængere med næsen i skærmen kan fremover få en kontant påmindelse om at se op.
Det skriver ABC Nyheter.
Det populære ferieparadis indfører nemlig bøder på op til 200 euro – svarende til cirka 2300 danske kroner – til fodgængere, der er distraherede af mobiltelefonen, når de krydser vejen. Særligt hvis man ignorerer trafiksignaler eller anvisninger fra betjente.
Tiltaget kommer som led i en ny indsats for at øge trafiksikkerheden og bekæmpe det, myndighederne kalder “hensynsløs adfærd i trafikken”.
Flere nye regler for fodgængere
Det er ikke kun mobilbrug, de spanske trafikmyndigheder (DGT) går efter. Også andre fodgængerhandlinger kan nu udløse bøder:
-
Det er forbudt at krydse motorveje eller tosporede veje til fods. Det kan koste en bøde på 80 euro (ca. 920 kr.).
-
Krydser du vejen uden for et fodgængerfelt, hvor et sådant findes i nærheden, kan du også risikere en bøde på 80 euro.
-
Mobilbrug til beskeder og selfies, mens du krydser vejen, er ligeledes forbudt.
Myndighederne understreger, at distraherede fodgængere i stigende grad udgør en risiko – både for sig selv og for trafikanterne omkring dem.
Hvornår træder reglerne i kraft?
Det er endnu ikke meldt ud, præcis hvornår de nye regler træder i kraft. Men hvis du planlægger ferie i Spanien – uanset om det gælder Mallorca, Malaga eller Madrid – kan det være en god idé at begynde at løfte blikket, når du krydser vejen.
Et hurtigt blik på mobilen kan nemlig ende som en dyr fornøjelse.