“Jeg er russer og bor i London – det er, hvad folk derhjemme tænker om Putin”

I Danmark og resten af Europa er billedet af Vladimir Putin tydeligt.

Han er manden, der har invaderet nabolande, lukket munden på kritikere og gjort Rusland til et symbol på autoritær magt.

Men hvordan ser russerne egentlig selv deres præsident?

Det spørgsmål har længe naget Jana Bakunina, der forlod Rusland for 25 år siden og nu bor i London.

Det skriver mediet TheIPaper.

Følte en tydelig skam

Da hun flyttede til Storbritannien i 1999, var Putin endnu ikke præsident.

Hun fokuserede på studierne og sin karriere i finansverdenen, mens Rusland forsøgte at rejse sig efter Sovjetunionens sammenbrud.

Politik fyldte ikke meget i hendes liv. Først da Rusland annekterede Krim i 2014, gik det op for hende, hvor mange af hendes venner og familiemedlemmer, der faktisk støttede ham.

Og da invasionen af Ukraine begyndte i 2022, følte hun en skam, hun ikke kunne ryste af sig.

Hun håbede, at folk hjemme i Rusland endelig ville se sandheden. I stedet blev støtten til Putin endnu stærkere.

Vendte hjem for forståelse

For at forstå hvorfor rejste hun i 2023 tilbage til sin hjemby Jekaterinburg.

Hun fandt en by i forandring med moderne bygninger, rene gader og travle caféer. Ved første øjekast virkede alt normalt.

Men under overfladen lå en dyb tro på, at Rusland behøver en stærk leder.

Flere af hendes venner sagde, at landet aldrig havde været egnet til demokrati, og at Vesten bevidst forsøger at svække Rusland.

Andre afviste rapporter om krigsforbrydelser som vestlig propaganda.

Selv dem, der ikke tror på Putins fortælling, har opgivet at protestere.

En lægeven, Jana talte med, fortalte, at han forsøger at lukke politik ude og i stedet fokuserer på sin familie og naturen omkring ham.

For mange er det den eneste måde at leve med situationen på.

Også Jana Bakuninas egne forældre er blevet forandret. Hendes far, der engang elskede vestlig musik og støttede hendes valg om at studere i udlandet, taler nu om Putin som landets frelser.

Jana mener, at propagandaen har sat sig dybt, men også at en del af forklaringen er generationens længsel efter stabilitet.

Hun beskriver et land, hvor livet tilsyneladende fortsætter som før, men hvor frygt og resignation præger alt.