Mindst fem personer blev lørdag såret i forbindelse med en nødlanding efter en bombetrussel.
Lige nu læser andre
Et fly fra lavprisflyselskabet Jetstar måtte lørdag nødlande i en lufthavn i Japan, da myndighederne modtog en bombetrussel fra en person i Tyskland, og nødlandingen forløb desværre ikke uden problemer.
Det skriver CNN.
Klokken 06:20 lokal tid ringede en endnu ukendt person fra Tyskland til kontroltårnet i Narita-lufthavnen i Tokyo og sagde på engelsk, at han havde plantet en bombe ombord på et specifikt Jetstar-fly.
Det fik lufthavnen til at kontakte flyet, som var på vej fra Narita til Fukuoka, og bede det om at ændre retning til Chubu-lufthavn.
Alle 136 passagerer og seks besætningsmedlemmer blev her evakueret via flyets nødlandingsrutsjebaner, og i den forbindelse blev fem personer desværre lettere såret.
100 kilo sprængstof ombord
Gerningsmanden bag bombetruslen påstod, at der var 100 kilo plastiksprængstof ombord på flyet i fragtrummet, og at han ville få det til at springe i luften, hvis han ikke måtte tale med “en leder.”
Efter en grundig ransagning af flyet har det dog heldigvis vist sig, at der intet sprængstof var ombord.
Gerningsmanden er endnu ikke blevet identificeret, men politiet i Japan har igangsat en efterforskning i samarbejde med tysk politi.
Jetstar-flyet var på vingerne igen efter en fire timer lang ransagning af flyet.