Kæmpe isplade på størrelse med Frankrig smelter 10 gange hurtigere end forventet

Skrevet af Henrik R

30/04/2019
Et hold af forskere mener, at en af verdens største isplader, der er på størrelse med Frankrig, er i færd med at smelte 10 gange hurtigere, end hvad man først havde antaget. Det er resultatet af global opvarmning.

Dagens topnyheder

Miljøet har været et af de mest hotte emner i løbet af de seneste par år, og i de seneste måneder har fokus virkelig ligget på plastikaffald i verdenshavene og rundt omkring i verden.

Global opvarmning er en virkelig ting, og det er med til at hæve temperaturen en lille smule hele verden over. Selvom de færreste vil brokke sig over, at det bliver varmere i luften, så kan det i sidste ende have katastrofale følger.

Blandt andet stiger temperaturen i verdenshavene, og det får isen til at smelte, hvilket forøger vandstanden. Senest har forskernes opmærksomhed været rettet mod ispladen The Ross, som er en flydende isplade, der har samme størrelse som Frankrig.

Tidligere mente man nemlig, at den hundrede meter tykke isplade ikke var særlig udsat for den globale opvarmning, men den teori har man nu lavet om på. Forskerne mener nemlig, at ispladen smelter 10 gange så hurtigt, som man først havde antaget. Det skriver Sky News.

Overraskende resultater

Det er et forskerhold fra Cambridge University, der i løbet af en periode på fire år har undersøgt den nordvestlige del af ispladen, for at finde ud af, hvordan den reagerede på havet under sig.

Forskerne havde på forhånd regnet med, at det dybe havvand ville få ispladen til at smelte langsomt, men de blev overraskede over, at det øverste lag af vandet, der bliver opvarmet af solen, og så spillede en rolle.

“Stabiliteten af isplader anses generelt for at være relateret til deres eksponering for varmt dybt havvand, men vi har fundet ud af, at solopvarmet vand i overfladen også spiller en afgørende rolle i smeltning af ispladerne,” fortæller den tidligere forsker fra Cambridge University, Dr. Craig Stewart ifølge Sky News.

Vandets temperatur, saltindholdet, smelte-raten og havstrømme blev målt med specialudstyr, der blev sænket ned gennem et 260 meter dybt borehul.

Dr. Craig Stewart fortæller, at resultatet i fremtiden vil betyde, at temperaturen i vandet vil stige yderligere, hvilket i sidste ende vil få verdenshavene til at stige.