En SAS-pilot landede med passagerer om bord i Nice, mens han var påvirket af kokain, hvilket han nu er blevet straffet for.
En 45-årig SAS-pilot blev onsdag afsløret i at være påvirket af kokain efter at have gennemført en flyvning med passagerer om bord.
Det rapporterer det franske medie Actu.fr.
Piloten havde ansvaret for en Airbus A320, der landede i Nice ved 15-tiden uden tekniske problemer.
En efterfølgende rutinekontrol af besætningen afslørede imidlertid, at han var under påvirkning af kokain.
Anholdt og dømt
Piloten blev anholdt på stedet og stod allerede dagen efter – torsdag – for retten i Nice.
Retten idømte SAS-piloten 10 måneders betinget fængsel, ligesom han har fået et år langt forbud mod at flyve over fransk territorium.
SAS ønsker ikke at udtale sig direkte om den konkrete sag, men de gør det dog også klart, at den naturligvis vil blive behandlet med yderste alvor.
“SAS, ligesom andre aktører i luftfartsindustrien, opererer under internationale regler og anvender strenge sikkerheds- og narkotikapolitikker. Enhver overtrædelse af disse håndteres med den største alvor,” skriver Alexandra Lindgren Kaokji, kommunikationschef ved SAS, til Ekstra Bladet.
“Vores passagerers og medarbejderes sikkerhed er og forbliver vores højeste prioritet,” tilføjer hun.