Kvinde skudt i sporvogn: Nu har politiet pågrebet en mand

Skrevet af Mathias Nielsen

16/08/2022
Foto: Adam Ihse/TT/Ritzau Scanpix
Foto: Adam Ihse/TT/Ritzau Scanpix
Svensk politi har efter en stor menneskejagt nu pågrebet en mulig gerningsmand i forbindelse med et skyderi tirsdag morgen.

Mest læste i dag

En kvinde er tirsdag morgen blevet skudt i en sporvogn i Göteborg. Derfor måtte politiet igangsætte en stor menneskejagt, hvor man til sidst er lykkedes med at pågribe en mand i 60’erne.

Til Expressen oplyser politiets talsmand, Peter Adlersson, at den skudte kvinde har afgivet et signalement af gerningsmanden til politiet.

»Han rettede våbnet mod hende, men jeg ved ikke, om hun var det planlagte offer. Kvinden har ikke givet et navn eller lignende,« siger Peter Adlersson til Expressen.

Efter en større politijagt, hvor der blev indsat alle remedier i form af adskillige patruljevogne, hundepatruljer og en helikopter er en mistænkt som sagt blevet pågrebet.

»Vi pågreb en mand på Chapmans torv efter at have fået signalementet. Vi har også set overvågningsvideoer, hvilket har været til stor hjælp med henblik på at pågribe manden,« siger Peter Adlersson til Aftonbladet.

Det svenske politi efterforsker nu sagen som et drabsforsøg. Man har endnu ikke klarhed over et eventuelt motiv for drabsforsøget. Man ved heller ikke, om offer og gerningsmand havde et forudgående kendskab til hinanden.

Da politiet skal indhente en del bevismateriale i sporvognen, er dele af sporvognstrafikken lige nu påvirket af morgenens skudepisode. Det gælder linje 3 og linje 9.

»Det er en meget alvorlig situation, som også påvirker trafikken. Vi hjælper politiet, så godt vi kan,« siger Henrik Kjellberg, der er pressetalsmand ved Västtrafik, til Expressen.

Kvinden er efter skudepisoden blevet kørt til Sahlgrenska Hospital i Göteborg for at blive behandlet. Hun var ved bevidstheden ved afhentning.