Lewis Capaldi smider bombe: Karrieren er på spil af denne triste årsag

Skrevet af Jesper Bengtson

03/04/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Den skotske sanger chokerer sine mange fans, da han fortæller, at han kan finde på at stoppe karrieren.

Dagens topnyheder

Tiden skal ikke spoles længere tilbage end til september, da det var her, sangeren Lewis Capaldi afslørede, at han var blevet diagnosticeret med tourettes.

Nu fortæller han om, hvad det kan betyde for ham og hans karriere til The Times.

Sygdommen er vokset i takt med antallet af fans og den voksende eksponering, som Lewis Capaldi især har oplevet det seneste års tid.

“Det er kun musik, der gør det her ved mig. Ellers kan jeg have det fint i måneder ad gangen. Så det er en underlig situation. Lige nu er byttehandlen det værd. Men hvis jeg pludselig laver uhelbredelig skade på mig selv, stopper jeg”, fortæller han.

Lewis Capaldi, der i øvrigt er Jelling Festivals hovednavn, udgav sit første album i 2019, og herfra gik det hurtigt. Han har siden da spillet koncerter over hele verden, hvor han har optrådt med sine største hits 'Someone You Loved', 'Before You Go' og 'Bruises'

Men højt at flyve, dybt at falde. Problemerne med tourettes har været stigende, og Lewis Capaldi udelukker ikke, at han vil indstille karrieren, hvis det tager til:

“Jeg hader overdrivelse, men det er en meget reel mulighed, at jeg vil blive nødt til at pakke musikken sammen”, udtaler han yderligere.

Lewis Capaldi får sin egen Netflix dokumentar ‘How I Feel Now’, og her følger man sangerens kamp med sit mentale helbred og sit andet album.

Dokumentaren udkommer den 5. april.