Livstegn fra den ukrainske præsident

Skrevet af Nicolai Busekist

26/02/2022
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij / Foto: Shutterstock
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij / Foto: Shutterstock
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, har lørdag morgen givet livstegn fra sig.

Dagens topnyheder

Der har været flere meldinger om voldsomme kamp i Ukraines hovedstad, Kiev, lørdag morgen.

Blandt andet har der været meldinger om granatbeskydning i den ukrainske hovedstad. Til trods for dette, har den ukrainske præsident i sinde at blive i byen og kæmpe.

Det har han gjort klart i en video, som han lørdag morgen har delt på det sociale medie Twitter.

Sandsynligvis har han ønsket at give et livstegn fra sig, efter de intense kampe, der har præget natten og den tidlige morgen i og omkring Kiev.

Derudover har han også slået fast, at det ikke er korrekt, at han skulle have opfordret den ukrainske hær til at nedlægge sin våben. Det har der været meldinger om, men det har han nu afvist.

"Der er en masse falske oplysninger online om, at jeg opfordrer vores hær til at nedlægge våben, og at der er evakuering i gang," siger Volodymyr Zelenskij i sin video på Twitter.

Ligeledes lød det, at han ikke har planer om at forlade Kiev, selvom de russiske tropper er på fremmarch. Tværtimod har han i sinde at blive i storbyen, og har ingen planer om at nedlægge sine våben.

"Jeg er her. Vi vil ikke nedlægge våbnene. Vi vil forsvare vores stat," fortæller han i videoen.

I en tale natten til fredag lagde Volodymyr Zelenskij ikke skjul på, at han er bekendt med, at hans liv og sikkerhed er i fare. I talen sagde han, at han ved, at han er 'mål nummer et' for de russiske tropper.

"Ifølge vores informationer har fjenden udpeget mig som mål nummer ét og min familie som mål nummer to," sagde han i en tale, der er blevet sendt på ukrainsk tv.

Han har oplyst, at han selv opholder sig i Kiev, hvor han har planer om at blive. Det samme er dog ikke gældende for hans kone og to børn, der derimod opholder sig et hemmeligt sted i Ukraine.