Mand idømt 21 års fængsel: Skød Lady Gagas hundelufter

Skrevet af Mathias Nielsen

06/12/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En 20-årig mand er mandag idømt 21 års fængsel for at have skudt Lady Gagas hundelufter med henblik på at stjæle hundene.

Dagens topnyheder

En mand, der skød popsangeren Lady Gagas hundelufter under et forsøg på at stjæle hendes hunde, er blevet idømt 21 års fængsel. Dommen blev afsagt mandag.

Sammen med to andre mænd angreb en 20-årig mand popsangerens hundelufter Ryan Fischer i Hollywood den 24. februar 2021. Ryan Fischer blev skudt, men døde ikke.

Gerningsmændene lykkedes efter noget tumult med at stjæle to af Lady Gagas tre hunde. Alle tre hunde er af racen fransk bulldog, som er en ganske populær hunderace over hele verden - også i Danmark.

Det er tre hunde som på nedestående billede, at den verdenskendte popsanger ejer.

Foto: Shutterstock

Ryan Fischer fik skader i brystet under angrebet. Han fortalte en måned efter episoden, at han havde fået et lungekollaps som følge af de skud, han blev ramt af.

Den 20-årige mand, der nu har fået en fængselsdom, bestred ikke anklagerne. Det gik han med til, efter at anklagerne besluttede at droppe yderligere anklager om blandt andet røveri og overfald, som manden også kunne være blevet dømt for.

Aftalen stiller angrebsmanden "til ansvar for en voldelig og koldhjertet handling og giver offeret retfærdighed". Det skriver distriktsanklagerens kontor i en meddelelse ifølge Ritzau.

De to andre gerningsmænd er allerede blevet sat i fængsel. Da tyveriet af de to hunde havde fundet sted, udlovede Lady Gaga en dusør på 500.000 dollar - svarende til omkring 3,5 millioner kroner med dagens kurs - for at få sine hunde tilbage.

En enorm sum, må man sige. Hundene hedder Koji og Gustav. En kvinde indleverede hundene efter efterlysningen og er blevet sigtet for blandt andet at have modtaget stjålne varer.

Den tredje franske bulldog, Miss Asia, undgik at blive fanget. Hun løb tilbage til den sårede hundelufter, efter at røverne var forsvundet fra gerningsstedet.