Flere norske kyster er i disse dage overfyldte med skadelig paraffinvoks, og det er også et problem i Danmark.
Lige nu læser andre
Paraffinvoks bruges i blandt andet stearinlys, skocreme, kosmetik og lægeprodukter, og derudover havner det tit på kyster i blandt andet Norge og Danmark.
Det skyldes, at voksen ifølge TV Midtvest også bruges til at rense store tankskibes tanke, og at selvsamme skibe indtil for nyligt har skyllet deres tanke i havet.
På den måde er paraffinvoksen – muligvis blandet med giftige kemikalier – endt i havet, og den skadelige paraffinvoks, der ifølge TV2 kan virke som afføringsmiddel og være skadelig for både børn og dyr, skyller herefter op på land i form af hvide klumper, der er på størrelse med en knytnæve.
Stadig et problem trods forbud
Ifølge norske NRK er det i dag forbudt ved lov at skylle paraffinindsmurte tanke i havet, men skaden er tilsyneladende allerede sket.
De sidste mange år har de danske kommuner nemlig brugt millioner af kroner på at rense strande på Vestkysten for paraffinvoks, og nu er den ifølge NRK også gal i Norge.
Her har man for nyligt indsamlet knap tre tons paraffinvoks fra Sørlandskysten i det sydlige Norge, ligesom man har indsamlet mellem 100 og 200 kilo af de skadelige klumper ved Grimstad længere mod øst.
Og problemet er langt fra væk.
Ifølge lederen af Lillesands naturfredningsforening, Per Bendixen, er der nemlig stadig mange hundrede kilo paraffinvoks spredt ud over de norske kyster.
“Det er til stor skade for miljøet. Jeg er bekymret for fuglene, som er midt i ynglesæsonen,” har han udtalt og uddybet, at der skal ryddes op “hurtigst muligt.”
“Jeg synes, det er så tragisk. Her arbejder vi hele vinteren på at holde skærgården pæn og så pludselig en nat kommer sådan noget og ødelægger det,” lyder det desuden fra Jan Olav Johnsen, der er leder af Øhavstjenesten i Lillesand.
Rolf Inge Pettersen, der er stadsgartner i Grimstad, har ligeledes opfordret folk til at hjælpe med oprydningen.
“Vi har begrænset kapacitet til at rydde skærgården, så vi bliver glade, hvis folk, der støder på sådanne klumper ude på tur, tager dem med,” har han således udtalt.