Barrie Drewitt Barlow er god for 1,5 milliarder kroner og kommer til at tjene endnu flere penge på krisen, som han mener, at man kan komme ud af, hvis man bare arbejder hårdt nok.
Lige nu læser andre
Rigtig mange mennesker vender for tiden hver en 50-øre, fordi tårnhøj inflation har sat de flestes månedlige budget under pres.
Priserne på stort set alt er eksploderet de seneste måneder, og det har tvunget folk til at gå fra hus og hjem, men hvis man spørger milliardæren Barrie Drewitt Barlow, er det eneste, der skal til for at slippe udenom krisen, at arbejde hårdere.
Det skriver Ladbible, at han har udtalt i et interview med The Sun.
Her forklarede Barrie desuden, at “krisen kun øger min formue.”
Den 51-årige far til syv har altså i modsætning til mange andre tjent penge på den stigende inflation, men han har ikke ligefrem dårlig samvittighed.
Barrie har således forklaret, at han er stolt af sin enorme formue på cirka 1,5 milliarder kroner, fordi han selv har tjent hver en krone.
“Ingen gav mig en sølvske og sagde, at jeg bare kunne hygge mig. Jeg arbejder 19 timer om dagen hver eneste dag i ugen, og som det gamle ordsprog siger: ‘work hard, play hard’, og jeg gør begge dele,” har han forklaret og uddybet, at han “føler” for de mange mennesker, som mærker krisen kradse.
Hans eneste råd til dem er dog, at de bør arbejde hårdere.
“Vi [red. Barrie og hans familie] bliver ofte spurgt, hvordan vi kan bruge så mange penge, mens så mange mennesker i verden kæmper lige nu. Jeg føler for dem alle, men når alt kommer til alt, så har jeg været i deres situation,” har han forklaret.
“Jeg er træt af at høre på folks ‘grædekonehistorier’, hvis jeg skal være ærlig. Der er altid muligheder derude, hvis du leder efter dem, og hvis jeg kan gøre det, kan enhver. Dem, der ønsker at sidde på deres røv hele dagen, får, hvad de har fortjent,” lyder den kontante udmelding fra milliardæren.